Kategori: Ikke kategoriseret

Kære alle

Så er vi trådt ind i påskeugen og kan nyde godt af det, der følger med af henholdsvis chokoladeæg, hyggestunder hos mormor og hvad den ellers kan trække af påskesnaps og sild ved det danske påskebord.

De færreste kan dog genkalde sig påskens oprindelse, men ved alligevel at den vist nok kan sættes i en eller anden relation til kristendommen. Hvordan var det nu, det var?

Påsken er i kristendommen et synonym med kristus opstandelse. Skærtorsdag spiste Jesu den såkaldte sidste nadver med sine disciple, som han tilmed vaskede, så de blev rene (og skære). Langfredag blev han pint for til sidst at dø på korset og genopstå påskesøndag. Dermed anses påskedag og 2. påskedag som værende festdage og derfor er de helligdage. Først 40 dage senere for Jesu til himmels og blev en dømmende kraft side og side min sin fader gud den almægtige på kristi himmelfarts dag. Det var kun inden da han efter sigende viste sig for menneskene.

 

Et eksempel på kristen fantasy

Fantasylitteraturen har til tider også inkarneret idéen om kristi opstandelse i sine fortællinger. Allermest kendt er nok C.S. Lewis’ bøger om landet Narnia, hvor The Lion, The Witch and the Wardrobe er det mest anerkendte værk i bogserien, der i alt udgør 7 bøger.
Bogen fortæller om de fire børn Lucy, Susan, Peter og Edmund der i krigsårene bor hos en gammel professor, hvor de opdager et mystisk, snefyldt univers for enden af et gammelt garderobeskab i husets øverste etage. Lucy finder med sin barnlige uskyld først frem til det skjulte univers og opnår kontakt med den hedenske figur, faunen hr. Tomnus, der betages af den unge Lucy, som han tiltaler ”Daughter of Eve” og senere hendes brødre ”Sons of Adam”. Den onde heks Jadis har midlertidig beordret alle landets væsner til at indraportere det, hvis de støder på menneskebørn. Det er nemlig blevet spået at menneskebørn vil være årsag til heksens undergang og at de i fællesskab vil overtage hendes trone.

Overfor heksens mørke finder man Aslans lys. Aslan er Narnias sande hersker og lader sig kun se fra tid til anden i skikkelse af en løve. Han skaber i bog 1 The Magican’s Nephew hele verden og landet Narnia og kan her ses som et direkte billede på gud. Han besidder tilmed evnen til at udøve ældgammel trolddomskunst, som han har lært i ”tidernes morgen”, som der står i bogen. Han kan dermed vække de døde til live og heale de sårede med sin ånde. Aslan er også den ultimative kristusskikkelse og ofrer sig for menneskets synder, som det ses, da han lader sig ofre under heksens kniv på stenbordet, så den forræderiske Edmund kan leve. Men den kætteriske heks Jadis kender ikke til den gamle magi og Aslan genopstår dagen efter, stærkere end nogensinde før, hvilket pigerne Susan og Lucy bevidner på lige fod med Jesu kvindelige følgere i biblen. Den djævelske Jadis besejres og de sande tronfølgere kan sætte sig til rette på deres troner. Aslans mission er fuldført, og han forsvinder ud i horisonten.

Der optræder mange andre bibelske referencer i C.S. Lewis’ populære børnebøger, som da Aslans usynlige nærvær skiller vandene og drukner fjenden i Prins Caspian, eller når ”The emperor over the sea” omtales som en mystisk hersker, som det aldrig er lykkes nogen at se, men er en som man alligevel må rette sig efter. Karaktererne møder aldrig denne hersker i bøgerne, men han omtales som Aslans fader og får derfor karakter af guddommelig, nærværende substans, selvom han ikke er til stede rent fysisk.

Dermed bliver C.S. Lewis’ bøger om sagnlandet Narnia af mange betragtet som det første og aller stærkeste bidrag til den kristne fantasylitteratur. Historiens succes bliver forsat ved og man kan i påskeferien opsøge og nyde den på film, som tv-serie, som tegnefilm og naturligvis i god, gammeldags bogform. Man skal blot være opmærksom på, at bøgerne ikke er udgivet i en handlingsmæssig, kronologisk rækkefølge.

Tilbage er der blot at sige:
God påske og rigtig god læselyst til jer alle. Vi håber I opdager magien i det uventede, og måske endda i garderobeskabet. Rigtig god fornøjelse.

Vi har nok alle sammen et bevidst eller ubevidst forhold til den nordiske fantasy. Mange er vokset op med Lars-Henrik Olsens “Erik Menneskesøn” i folkeskolen, nogle vil betegne Holbergs “Niels Klim” som gammel, nordisk fantasy og den yngre generation har oplevet Østre gasværks opsætning af “Skammerens datter” bog 1 og 2 samt den efterfølgende Nepenthe film med et budget på 50 mio., der har formået at gøre Lene Kaaberbøls bøger om Dina og hendes kætterlignende familie aktuelle endnu engang. Også i udlandet.

Men “Erik Menneskesøn” havde en ekstra dimension i sin historiefortælling: fortællingerne om de nordiske guder. Dermed blev man ikke blot taget med på et storslået eventyr, men man fik samtidig også et skud kulturarv ind med ske, og man labbede det i sig!

I dag er der stadig mange fantasyforfattere, der lader sig inspirere af den nordiske mytologi, Snorri Sturlusons edda og den gamle, nordiske overtro. Johanne Hildebrandts gudinde-triologi om Frejas tid på jorden som præstinde, inden hun bliver gudinde og Cecilie Ekens roman “Valravnen” om væsenet af samme navn, der må drikke et spædbarns blod for at blive et menneske igen, er tydelige eksempler på dette.

Bogserien “Fortællingen om blodet” af Anders Björkelid, hvis to første bøger Ulven og Uglen udgiver til april, har også klare referencer til den nordiske mytologi og overtroen, hvilket man fornemmer tydeligt, når de to tvillinger Sunia og Wulff stifter bekendtskab med dunkelsoen (sortsoen i dansk sammenhæng, en betegnelse for spøgelset af et fortvivlet, dødt barn) eller ondvinteren, der har klare ligheder med nordisk mytologis fimbulvinter, der er en tre år lang vinter, der indvarsler ragnarok. Kulden hos Björkelid har også samme karakter som den man ser i C.S. Lewis’ “Løven, heksen og garderobeskabet” og i H.C. Andersens “Snedroningen”, hvor den også bliver et udtryk for mental kulde hos fortabte mennesker.

Dermed kan man ligesom så mange andre forfattere, læse de gamle historier om de nordiske guder eller læse om den nordiske overtro, hvis man søger inspiration til sine fantasyuniverser og på denne måde give sine læsere en helt særlig nordisk indgangsvinkel til sin historie, når man byder dem inden for i det indre land, hvor kun fantasien og forfatterens evne til at få inspiration kan formå at sætte reelle grænser for historiens udfoldelse.

I Harry Potter ser man kontrasterne imellem Føniksorderen og de onde dødsgardister. Fantasy er kendt for at bruge kontraster til at vise hvad der er godt og ondt, men sådan er det ikke altid.

I George R.R. Martins univers i Fortællinger om ild og is befinder de fleste af karakterne sig i en gråzone, og verden og dens moral er knap så sort og hvid. Tænker fantasyforfattere selv i kontraster, eller prøver de at undgå dem?

”I Mørkets søn er der en hel del kontraster, og det er helt bevist,” siger Jeanette Hedengran, den ene af de to forfattere til serien Mørkets søn. ”F.eks. er der mørkets folk der bor i mørket, og lysets folk der bor i lyset. Samtidig er de to folk af udseende også forskellige, da mørkets folk har mørke øjne og sort hår, mens lysets folk har blond hår og blå øjne.”Den anden forfatter til Mørkets søn Tina Sanddahl er ligeledes fan af kontrasterne der er til at finde i deres bog:
”Mørkets søn handler om mørkets folk og lysets folk og den kontrast de er til hinanden. Jeg elsker modsætninger, og er fascineret af at se samspillet imellem dem, og få dem til at danne et hele. Lidt ligesom yin og yang.”

For Louise Floor Frellsen (forfatter til novellen ”Bag masken” i novellesamlingen Hvad skoven skjuler) var det at være opmærksom på kontrasterne, en måde at undgå dem på:

”Jeg tror bestemt at det var kontrasten mellem godt og ondt der i sin tid tiltalte mig meget ved fantasy-genren; jeg kunne godt lide ikke at bekymre mig om hvorvidt det var ok at bruge vold imod de onde. Med tiden er jeg dog begyndt at have det stik modsat. Jeg er meget fascineret af verdens forskellige perspektiver, og hvordan hvad der virker som det gode for én, er ondt i en andens øjne.
Så når jeg skriver fantasy, forsøger jeg tværtimod ikke at ty til det et klassisk billede på den absolutte opdeling imellem det gode og det onde.”

Thorbjørn Haugaard Eriksen (Galskab gør fri) tilslutter Louise:

”Jeg tænkte kun på at undgå kontrasterne, i hvert fald i forhold til godt og ondt. Galskab gør Fri har dog en stærk kontrast mellem det fantastiske og den mundane verden. Andetsteds er så mærkeligt og forunderligt at det ville drive de fleste mennesker sindssyge. ”