Kategori: Ikke kategoriseret

Heksen som figur har ændret sig meget gennem tiden, men har eksisteret i sagn og myter helt tilbage fra oldtiden.

I vikingetiden var hun den snu hævngærrige troldkvinde, der gerne stod klar til at hjælpe, hvis man var villig til at indordne sig hendes trolddom.
I middelalderen blev hun i høj grad frygtet og dæmoniseret for sin viden og sine evner, der kun kunne betragtes som en direkte følge af et årelangt venskab med djævelen selv. Perioden omkring reformationen, hvor den katolske kirke og den protestantiske gik endeligt hver til sit, var den periode i dansk kontekst, hvor man sorterede ud i de kvindelige, egenrådige borgere på alle de værst tænkelige måder. Kloge kvinder der efter nogens mening kom lidt for let gennem livet endte således ofte deres dage på bålet eller med en løkke om halsen. På trods af at det tidligere havde været katolicismen, der havde dømt protestanter og hedninge til døden, så forsatte protestantismen ufortrødent heksejagten under den middelalderlige inkvisition.

Men hvorfor overhovedet brænde disse kvinder? Det at disse kvinder blev døbt ”hekse” var i sig selv et udtryk for frygten for det ukendte. Heksens verden kunne ikke forenes med den rettroendes, mente man, idet den rettroende havde en pagt med gud og heksen en pagt med djævelen. Fulgte man ikke guds ord alene og erkendte man ikke sin tjenende plads under gud, kunne man ikke ses som andet end en trussel mod samfundets eksisterende orden.

Tænker man efter, har heksen dog altid symboliseret langt mere end blot ulydighed overfor gud. Hun kan i langt højere grad opfattes som en direkte spejling af kirkens tvivl og frygt for sig selv. Kvinden har nemlig altid været en underlig størrelse i kristendommen, hvor hun er blevet portrætteret som syndig og bedragerisk, siden Eva tog en bid af æblet og gav det til Adam. Således er hun blevet et billede på kirkens frygt for det seksuelle, der ofte er blevet kædet sammen med den fristende kvinde, som har ledt manden i fordærv. Man har frygtet begæret i sig selv, og derfor forsøgt at tæmme den ukontrollerede kvinde skikkelse for at kunne kontrollere de menneskelige drifter som sådan. Et godt eksempel er magtspillet mellem He og She i Lars Von Triers Antichrist, hvor netop heksefiguren er under luppen og sættes direkte i relation til naturen, kvindelig seksualitet og den manglende kritik af  fordømmelsen af denne historisk set. Bibelen selv omtaler også heksefiguren i form af “Natteheksen”, som man mener er Lilith, Adams kvindelige bekendtskab før Eva, der efter sigende blev forvist til underverden, fordi hun nægtede Adam sex. Sikke en heks.

I forlængelse af dette var endnu et middel til at undgå fristelserne at gå i cølibat og dermed lægge egne lyster til side for at hellige gud hele sit liv. Heksen er dermed i virkeligheden et billede på en sådan ukontrollerbar kvinde, der går egne veje og derfor må ofres af frygt for det hun kan vække hos folk rent seksuelt, men også de individuelle tanker, der skaber afstand til gud og til den undertrykkelse som var et alment og ofte anvendt middel mod subversive medlemmer af befolkningen. Også mænd måtte derfor lade livet ind imellem i en tid, hvor kun religionen kunne være første prioritet.

I dag har fantasy som Harry Potter-bøgerne, Witch-serien, The Craft-filmen og mange andre bøger og film stort set ændret overtroens og religionens billede af heksen til ukendelighed. Nu er heksen ofte god, smuk og ung og står i stor kontrast til overtroens vortebefængte gamle kattedame eller religionens frygtede bondekone, der kun udøvede sort magi. Hun optræder dog stadig ofte med kost, med en god sans for urter og med evner inden for det magiske. En naturreligion som Wicca er siden sin begyndelse i 1954 ofte blevet sat i forbindelse med heksekunsten grundet sit fokus på magi, pentagrammer og tilbedelse af ”den hornede”, der dog ikke er djævelen som mange antager, men nærmere en ånd, der repræsenterer fri seksualitet og natur. Hovedguden er dog en gudinde, hvilket måske fra et kristent synspunkt kan betragtes som hedensk. Om kvinden og ikke mindst seksualiteten er et farligt emne i kristendommen i dag, vil nok variere alt efter, hvem man spørger. Man kan i hvert fald indvendende sige, at seksualiteten altid har været en del af det kristne billede i form af mariadigtningen og Marias forsatte kvindelige nærvær i kunst og religion verden over. Ubesmittet eller besmittet.

I denne uge i Forfatterhjørnet træder vi et skridt tilbage og kaster et overordnet blik på den danske fantasy. For hvad er dansk fantasy egentligt og hvad kan den som sådan bidrage med?

I 2013 startede Ulven og Uglen fordi de to ejere, Line og Peter, oplevede at voksenfantasy ikke fandtes på dansk. Den opfattelse har vi fået bekræftet mange gange siden når vi har talt med folk på messer eller med forfattere, både forlagets egne og andre. Men hvorfor findes voksenfantasy egentlig ikke på dansk? Forlagets forfattere kommer med deres bud her.

Aspíciens Haufniensis (forfatter til Københavns Skygger) siger:

”Måske skal der skrives god voksenfantasy på dansk først? Der skal jo noget til for at ændre rygmarvsrefleksen med at anvise fantasy plads som andenrangs- eller børnelitteratur. Den gode voksenfantasy på engelsk rammer overvejende den snævre, danske læserskare der i forvejen dyrker fantasy. For at gøre genren mainstream for voksne danske læsere, skal der nok et seriøst dansk gennembrud til.”

I Danmark anses fantasy for at være til børn, og derfor kan det være sværere at sælge til voksne. Sådan føler Louise Floor Frellsen der har skrevet novellen ”Bag masken” i novellesamlingen Hvad skoven skjuler.

”Jeg tror det er meget historisk betinget, og det er jo ikke kun i Danmark, at det ikke anses for stor kunst eller rigtig litteratur,” siger hun. ”Selvom langt størstedelen af fantasy skrives på engelsk, er der også mange steder i den engelsktalende verden hvor det ikke regnes for andet end ’tom underholdning’. Jeg vil tro at det minder om eventyr der klassisk tiltænkes at være for børn. Jeg har også læst mig til at både sci-fi og fantasy-genrene, dengang de i sin tid kom på banen, havde langt større efterspørgsel end udbud hvilket i praksis gjorde at mangt og meget kunne blive udgivet til trods for svingende kvalitet og gennemarbejdning. Selvom der findes rigtig meget god fantasy skrevet til voksne (på engelsk) nu om dage, vil jeg tro at det stadig har ry for at være letlæselige og indholdsløse knaldromaner, og at den holdning ikke gør noget for at fremme fantasy på andre sprog.”

Thorbjørn Haugaard Eriksen (forfatter til Galskab gør fri) er i en vid udstrækning enig med Louise. ”Fantasy er i mange tilfælde blevet skrevet til børn og unge fordi forfatterne selv troede at voksne ikke ville læse det,” mener han. ”Jeg skriver ikke til børn og unge. Jeg er ikke en teenager længere. Jeg ønsker ikke at være barmhjertig over for min læser og spare dem de blodige detaljer. Jeg er interesseret i den rå angst som mine figurer har i sig. Tingene er først skræmmende når hovedpersonen ikke bare kæmper mod monstret, men opdager at han selv er monstret.”  

Mange fantasybøger som klassisk betragtes som børnebøger, kan imidlertid sagtens læses af voksne, og flere af dem har dybere lag således at læseren får en forskellig oplevelse afhængigt af sin alder og erfaring med livet. For eksempel rummer Philip Pullmans Det gyldne kompas-serie og Michael Endes Den uendelige historie mange referencer og eksistentielle overvejelser som de fleste børn næppe vil opfange når de læser dem.

Hos Ulven og Uglen udgiver vi fantasy der kan læses af voksne, og vi bliver af og til spurgt hvad dette dækker over. Det er der næppe noget entydigt eller nemt svar på, men vi plejer at sige at for os er en historie for voksne når en voksen læser kan få noget ud af at læse den. Blandt vores udgivelser findes derfor også bøger som Björkelids oversatte Fortællingen om blodet og Mørkets søn-serien der begge handler om unge mennesker. Bøgerne betegnes som ungdomslitteratur, men det betyder jo ikke at voksne ikke kan få glæde af dem. Tværtimod. Bind 1 og 2 i Fortællingen om blodet udgives i april og Mørkets søn-seriens andet bind Grænselandet udkommer til juni. Begge serier kan læses af voksne såvel som unge hvilket endnu engang kan bevidne at fantasylitteraturen ingen alder har. Den kan sige noget universelt.

Med denne blog berører vi et for mange ubehageligt og tabubelagt emne – dommedag. Denne udgør ikke blot et tematisk udgangspunkt for mange værker indenfor litteraturen, men også en hel del tankegods hos folk op i gennem historien og naturligvis i dag. Derfor er det et insisterende emne, der er nødvendigt at sætte ord på.

Frygten for dommedag har altid fyldt meget i historisk kontekst og har i religionerne altid været en nærværende angst for verdens ende, mens andre traditioner opererer med en særskilt dommedag, der indtræder ved det enkelte individs død. Dommedagstanken fylder også meget i det såkaldte globale samfund, hvor man ellers kunne have håbet på, at frygten i dag var af formindsket størrelse grundet et stærkere samhørighed landene imellem. Tidligere har inkaerne, de kristne i form af ”the rapture” (jesu anden genkomst) og andre ment at kunne forudsige verdens ende, hvilket dog i konkret øjemed dog (heldigvis) endnu ikke er lykkedes.

Frygt har fra tid til anden ledt til krigsførelse og blodsudgydelser. Måske blot fordi det er en dyrisk grundsten i mennesket at frygte eller regere på vegne af sin tilhørsgruppes eksistens, og derfor handle på baggrund af en til tider imaginær trussel og dermed anvende vold som nekropolitisk løsning. Det er der utallige fiktive som non-fiktive eksempler på i litteraturen, bl.a. i generel kolonistisk øjemed og så konkret som det ses i Harry Potter, hvor dødsgardisterne, meget lig nazisterne gjorde, sigter efter at udbrede et ideal om renhed. Derfor må de såkaldte ”mudderblodshekse og -troldmænd” lade livet, så dødsgardisterne kan leve videre som følge af det den franske tænker Foucault kalder biomagten.

Døden er altid blevet brugt som en regulerende magtmekanisme, der har haft til opgave at opretholde et givent samfunds systematiske struktur og orden. I dag er dommedagstanken ligeså nærværende hos mennesket som den altid har været, både i form af klimaforandringer og urolighederne i Østen. Netop frygten for det, vi ikke kan kontrollere og ikke forstår behandler fantasyen også på godt og ondt.

I den kommende måned udgiver Ulven og Uglen Anders Björkelids første bind i serien om Blodet på dansk. Her møder læseren de to tvillinger Sunia og Wulf, der på baggrund af deres fælles slægthistorie uden videre må tage stilling til den forestående krig, der snart vil hærge deres land. Denne manifesterer sig i form af ”ondvinteren”, en frygtelig kulde, der sætter sig fast i sindet hos menneskene og gør dem kolde, svage og utilnærmelige. Den bliver dermed også et direkte billede på frygten og magtsygen samt den skade den kan gøre, når mennesket handler ud fra egoistiske intentioner. Først her vil verden ligge øde, når hver mand handler for sig selv.

Eddaen som Björkelid også har hentet inspiration fra har, foruden Vølvens spådom og hendes forudsigelse af ragnarok, en klar, gennemgående pointe, der prædiker det samme: egne drifter må vige til side, og man må tjene samfundet og folkets interesser, før man tjener sin egen overbevisning.

Anders Björkelids bøger udkommer løbende på Ulven og Uglens forlag, og bind 1 Ondvinter og bind 2 Ildbærerne forventes udgivet i april. Bind 3 Forbundsbrydersken er allerede udgivet på forlaget.

Dermed er der ikke andet at gøre end blot at vente til det bliver april, og det er jo, som bekendt, heller ikke ikke verdens undergang.

Rigtig god læselyst og tak fordi I læste med.