Hvornår ved man at man har den rigtige ide? Den som vil blive til en god historie. Hvad er det som gør en ide værd at satse på? For Ulven og Uglens forfattere spiller mange forskellige faktorer ind. For Tina Sanddahl, medforfatter til Mørkets søn, er det et svært spørgsmål at besvare:
”Det er et virkelig godt spørgsmål. Du kunne lige så godt spørge om hvorfor jeg valgte at tage bukser på i dag, frem for kjole. Fordi jeg havde lyst. Det var den historie der blev ved med at rumstere i mine tanker, og derfor var det den der blev arbejdet videre på. Men sommetider kan jeg godt arbejde på to projekter ad gangen. Jeg tror at i selve skrivefasen er det vigtigt at man skriver på det som har besat ens tanker. Det er vigtigt at få historien ud mens den er der.”
Anderledes var det for Jakob Svane, da hans novelle (i novellesamlingenHvad skoven skjuler) havde en speciel betydning for ham:
”’Skoven’ er speciel, da den blev til med kraftig inspiration i en sang, min bror skrev for nogle år siden. (Sangen “Now you only get ill” fra EP’en Always travel, never arrive.) Store dele af sangens tekst kan genfindes i novellen. Jeg startede faktisk med at skrive dialog baseret på sangteksten, og så kom der mere til.”
Nogen gange vælger en forfatter en ide frem for en anden på grund af de karakterer som ideen indeholder. Sådan var det for Thorbjørn Haugaard Eriksen:
”Galskab gør friforekom i første omgang som et simpelt og overkommeligt projekt. Plottet var rimeligt lineært og ukompliceret. Historien passede med lidt under 200 sider. Jeg ønskede ikke, at min første rigtige bog skulle udvikle sig til en alenlang saga. Jeg tog primært ideen op fordi jeg ønskede en rimeligt slagkraftig hovedperson med et lettere skævt moralsk kompas. Helte bevæger sig sjældent ind i de etiske gråzoner. Desuden var patientmiljøet noget, som jeg kendte ud og ind. Jeg ønskede en bog som normale mennesker kunne læse, uden alt for mange magiske elementer.”
For den anden medforfatter til Mørkets søn, Jeanette Hedengran, var grunden soleklar:
”Fordi det var den ide der tiltalte mig mest, og fordi jeg ikke rigtig havde andre bedre ideer på daværende tidspunkt.”
De fleste kender til novellens korte format. En novelle kan defineres som ”en kort, fiktiv fortælling i prosaform”. På grund af novellens korte format er der som regel kun plads til én hovedhandling i novellen. Denne hovedhandling tager tit sit udspring i en konfliktsituation, f.eks. et skænderi, en forbrydelse eller noget helt fjerde. Der er ikke plads til mange karakterer, og novellen foregår over en kortere tidsperiode. På grund af tekstens korte længde bliver der sjældent præsenteret forskellige miljøer, og handlingen foregår tit det samme sted.
Fantasy derimod er en genre kendt for sine storslåede verdener. Det er ikke unormalt at en fantasyroman kan bruge hundrede sider bare på at opbygge og præsentere den verden historien forgår i. I f.eks. George R.R. Martins episke fantasy serie ”En sang om is og ild” er flere karakterer med til at fortælle historien fra deres perspektiv. Disse karakterer har hvert deres kapitel, og bøgerne skifter så imellem deres synspunkter. Hvis man fortsætter med at se på Martins bogserie, er den ligeledes et godt eksempel på hvor gennemført og beskrevet en fantasyverden kan være. Han har skabt sine egne samfund, religioner og familiehistorier. Hver af hans karakterer rejser rundt i verdenen, og denne rejse gør at læseren bliver præsenteret for nye kulturer og karakterer. Det ville være svært for Martin at præsenterer hele sin verden, Westeros, i novelleformat. Dog har han brugt novelleformatet til et helt andet formål. Martin har udgivet længere noveller hvor han beskriver forhistorie til begivenhederne der finder sted i romanerne. På den måde har han brugt novelleformatet på at uddybe og beskrive sit univers endnu mere.
Fantasyfortællinger som noveller kan virke som en mærkelig kombination: en genre kendt for sine store og fantasifulde verdener der pludselig bliver tvunget ned i et kort format hvor der ikke er plads til den store verdensopbygning eller en karakters slægtshistorie. Dog findes der mange fantasynovellesamlinger, og flere kendte fantasyforfatter har taget formatet i brug. Udover Martin har forfattere som Neil Gaiman, Ursula K. Le Guin og Joe Abercrombie skrevet noveller der falder under fantasygenren. De fleste har brugt novelleformatet til at uddybe et allerede eksisterende univers fra deres romaner. Le Guin har dog skrevet fantasy- og science fiction-novellesamlinger som ikke foregår i det samme univers som nogen af hendes romaner.
Ulven og Uglens egen fatasynovellesamling Hvad skoven skjuler
Novelleformatet kan give en forfatter en begrænsning i forhold til karakterer og sted for handlingen – en begrænsning som en fantasyforfatter normalt ikke skal leve under. Det er ikke kun i udlandet at der udgives samlinger med fantasynoveller. I Danmark har forlaget Kandor gennem flere år fast udgivet novellesamlinger, og Rollespilsforlaget udgav for år tilbage to novellesamlinger med udgangspunkt i rollespilsuniverset Tharos.
Ulven og Uglen udgav i januar 2015 fantasynovellesamlingen Hvad skoven skjuler, og vi kan godt love at den ikke bliver den sidste af slagsen.
De fleste mennesker har på et eller andet tidspunkt fået ideen til en bog, og nogen er endda nået så langt som til at skrive ideen ned. De fleste når dog ikke helt fra ide til at have et færdigt manuskript. Det er hvad der adskiller forfattere fra almindelige mennesker. Hvordan tager man det næste skridt og går videre fra ideen fasen?
For Tina Sanddahl, medforfatter til Mørkets søn, handler det om at bygge videre på ideen:
”De fleste gange jeg har påbegyndt et manuskript, har jeg haft en snert af en scene som jeg skriver ned. Derfra spekulerer jeg over hvem personerne er. Hvem er hovedpersonen i scenen? Hvem er de andre medvirkende i scenen (hvis der har været nogen)? Hvad foregik der i scenen, og hvad er gået forud for scenen? Hvad sker efterfølgende? Langsomt får jeg bygget flere og flere ting på mens historien udvikler sig. Jeg tager noter, laver personkarakteristik og kapiteloversigt samtidig med at jeg tit og ofte skriver videre på historien, simpelthen fordi jeg ikke kan lade være.”
Det handler for Aspíciens Haufniensis, forfatter til Københavns Skygger der udkommer til januar 2016, om at give sine ideer et strejf af virkeligheden:
”Ideerne bliver først rigtig gode når der kommer noget virkelighed i dem. Det kan lyde selvmodsigende når det er fantasy, vi taler om. Men virkelighed indeholder altid regler og lovmæssigheder, både åbenlyse og underforståede, både menneskeskabte og naturgivne. Og der er altid konsekvenser. Regler, lovmæssigheder og konsekvenser skal fantasy også have. Ellers bliver det bare dårligt eller barnligt i den uinteressante forstand. Jeg tror genren er blevet meget mere krævende på det punkt; f.eks. skriver toneangivende forfattere som George R. R. Martin og Joe Abercrombie nådesløst realistisk fantasy målt ud fra regler, lovmæssigheder og konsekvenser. Hovedpersoner får ikke en utroværdig håndsrækning af forfatteren. Det kan godt være, at flere ting eksisterer, og at flere ting er mulige i deres fiktive univers, men alting er ikke bare muligt. Derfor bliver det interessant, hvad de skriver. Deres bøger er heller ikke simple eller platte på et moralsk plan, men netop komplicerede ligesom virkeligheden. Det sidste, den moralske kompleksitet, adskiller sig fra ældre fantasy, f.eks. CS.Lewis, hvilket den postmoderne Philip Pullman ligefrem har gjort en sag ud af. Så de ideer man starter ud med, skal altså udsættes for noget virkelighed – uden derved at miste den fantastiske nerve og dø – for at blive gode. Dynamikken findes i hovedpersoners realistiske kampe i en magisk virkelighed der hænger sammen.”
For Jakob Svane, forfatter til novellen ”Skoven” i Hvad skoven skjuler, er det allervigtigste at sætte sig og skrive ideen ned:
”Så snart jeg får en idé, skriver jeg den ned. Det er meget vigtigt. Ellers glemmer jeg den igen. Så brygger jeg lidt mere på idéen. Får måske nogle flere. Skriver det ned hver gang. Derefter kræver det mere røv end hoved – altså at få sat sig ned og skrevet noget tekst”
”Det er et virkelig godt spørgsmål. Du kunne lige så godt spørge om hvorfor jeg valgte at tage bukser på i dag, frem for kjole. Fordi jeg havde lyst. Det var den historie der blev ved med at rumstere i mine tanker, og derfor var det den der blev arbejdet videre på. Men sommetider kan jeg godt arbejde på to projekter ad gangen. Jeg tror at i selve skrivefasen er det vigtigt at man skriver på det som har besat ens tanker. Det er vigtigt at få historien ud mens den er der.”
Historien passede med lidt under 200 sider. Jeg ønskede ikke, at min første rigtige bog skulle udvikle sig til en alenlang saga. Jeg tog primært ideen op fordi jeg ønskede en rimeligt slagkraftig hovedperson med et lettere skævt moralsk kompas. Helte bevæger sig sjældent ind i de etiske gråzoner. Desuden var patientmiljøet noget, som jeg kendte ud og ind. Jeg ønskede en bog som normale mennesker kunne læse, uden alt for mange magiske elementer.”
