Forfatter: Line Lybecker

I denne uge ser Ulven og Uglen nærmere på det svært definerbare begreb ‘andethed’. Således tages der Ikke kun udgangspunkt i vore allesammens medlidenhed for den lille mand, men også i en higen efter forståelse af den fælles iboende frygt for noget der for nogen måske synes simpelt – det der adskiller sig fra normen. Og dog. Helt simpelt er andethed måske alligevel ikke.

Siden tidernes morgen har den store drillet den lille, og den stærke har set sin styrke i den svages mangel på samme. Det samme har gjort sig gældende i fantasylitteraturen fra tid til anden, når de høje, slanke og adrætte elvere hos Tolkien eksempelvis har set ned på deres undermålere dværgene, eller når dødsgardisterne i Harry Potter har spyttet og svoret død over de såkaldte mudderblodshekse- og troldmænd der for dem synes uægte.

Fantasylitteraturen har altid gjort det til en dyd at berette om “det andet”, altså det der skiller sig ud fra normen. Ikke blot ved at lade historier udfolde sig i magiske universer, men også ved at skildre atypiske karakterer med mærkelige vaner eller forunderlige evner samt skikkelser som ikke agerer i overensstemmelse med samfundets interesser. Det gør dem dog ikke nødvendigvis onde.

Selvom fantasy måske for udenforstående kan virke meget bygget op omkring let gennemskuelige sort-hvid- og ond-god-tematikker, er det dog et noget forsnævret billede at tegne af genren der sagtens kan være ligeså farverig som den virkelighed, vi lever i, hvis ikke mere. Sort-hvide verdener findes nemlig kun, hvis det er dem, man insisterer på at se. Således kan fantasyens utallige individer også betragtes over et spænd af forskelligheder i stedet for i rene (og ofte hierarkiske) modsætningsforhold, hvor den unge, smukke prinsesse er hvid som sne og skurken, der bortfører hende er en ond, forkvaklet sort trold. Det kan tænkes, at det i virkeligheden er en lise, for den der kun betragter verden ud fra sit eget billede, at se verden i flere afskygninger.

Måske kan man gå så langt som at sige, at andethed hyldes i fantasylitteraturen. Hagrid, den store, tykke halvkæmpe fra Harry Potter, hobbitterne med de store, behårede fødder, Dina med skammerevnerne fra Skammerens datter og mange flere karakterer er ikke skabt på baggrund af det samfundet elsker og accepterer, men deres unikke andethed gør dem langt mere interessante som karakterer. De ville heller ikke falde ind i et samfund, hvor alle prøver at ligne fotomodeller, spiser lowcarb, går i fitness eller har over 2000 subscribers på youtube, men de kan noget andet midt i deres menneskelighed og evne til at skille sig ud. De er autentiske, sympatiske individer, og det er måske prisværdigt nok i sig selv.

Monstre har altid været populære. Om det er i mundtlige historier omkring bålet (en tradition der stadig opretholdes), i bøger eller film, så vælter det frem med monstre og andre overnaturlige væsener og begivenheder i vores, ofte, uforberedte verden. Antallet af monstre der er blevet opfundet, er enorm; både kæmper, vampyrer, zombier, varulve, el chupacabras, farlige elvere, spøgelser af alle afarter, drager, dæmoner og onde feer er på spil. Ikke mindst i litteraturen og i de fantastiske genrer er der monstre en masse. I horror og fantasy kan disse monstre blive behandlet på meget forskellige måder.

 

I visse historier vises monsteret som noget rent skræmmende og ofte totalt inhumant. Det er ikke noget mennesket kan spejle sig i, og det begår forfærdelige forbrydelser mod uskyldige. Eksempler på disse monstre kan være Mr. Hyde fra Dr. Jekyll og Mr. Hyde af R.L. Stevenson. Mr. Hyde kommer fra det gode menneske Dr. Jekyll, men er ondskab i menneskeskikkelse. Der er intet godt at finde i ham, og det gør ham til et oplagt mål for heltene der ikke behøver at tage stilling til om de gør det rigtige ved at angribe ham. Det samme gælder Sauron fra Ringenes Herre af J.R.R. Tolkien der måske beskrives lidt vagt, men tydeligvis er en ekstremt farlig og ond karakter. Han er den evige skygge der hviler over verden, og som skal fjernes for at alle folk kan leve i fred. Heltene ved at Sauron er ren ondskab der må og skal nedlægges, og de kan gøre det uden ellers at stille nogen spørgsmål. Det giver en god kontrast mellem det onde og gode, men nogle gange er verden ikke lige så sorthvid.

 

Visse monstre er sympatiske. Det blev især et dilemma i historien om Frankensteins monster i Frankenstein af Mary Shelley. Det er en gotisk fortælling, og gotikken kan ses som en forløber til den mere moderne gyser og fantasyhistorie; navnlig paranormal romance og urban fantasy. Frankensteins monster er forfærdeligt at se på: Det er kæmpestort og syet sammen af lig. Alle der ser ham, flygter. Men monsteret er en blid sjæl, der blot ønsker at få sig et hjem og nogle venner. I løbet af historien må monsteret sande at dets udseende altid vil forhindre folk i at acceptere det, og at det med sin kæmpemæssige styrke har nemt ved at gøre mennesker ondt. I bogen kan det argumenteres for at det er monsterets skaber Frankenstein der er fjenden, idet han gentagne gange nægter at lytte til og forstå sin egen skabning der reelt blot vil have nogen at snakke med. Det sætter spørgsmålstegn ved hvem der er ond. En talemåde siger at man ikke skal dømme en bog på omslaget, og det samme kan man sige om mennesker og andre væsner, men det sker kun alt for ofte, og monstre som i Shelleys roman lider under det. Hvem man skal holde med, er aldrig givet. Selv Dracula fra Bram Stokers roman af samme navn, der ellers beskrives som ondskaben selv, er måske kun en lidende sjæl fanget i en udød krop og ønsker helt fundamentalt at blive sat fri fra sin onde tilværelse.

Andre monstre lider mindre, men er til gengæld mere samvittighedsfulde. Anne Rices vampyrer Louis og Lestat fra En Vampyrs Bekendelser er måske blodsugere, men derudover er de menneskelige. Deres opførsel over for deres ofre og deres behov for at slå ihjel er ikke en naturlig, uundværlig del af deres onde sind, men derimod noget der overvejes på samme måde som nok alle mennesker ville overveje det hvis de stod i samme situation. Louis lider under sit liv som vampyr og hans behov for at skade mennesker, mens Lestat har accepteret at han ikke er et menneske og aldrig bliver det. I denne type historier har monsteret en klar samvittighed som det helt bevidst kan vælge at ignorere mere eller mindre.

 

Da monsteret gik hen og blev sympatisk, havde det også muligheden for at blive sexet, en situation der er i rivende udvikling, og som særligt kommer til udtryk i paranormal romance. Et eksempel på dette er Tusmørke-serien af Stephenie Meyer. Her fremstilles vampyren Edward som den ultimative partner; han er rig, smuk, klog, stærk og lever evigt med evnen til at give evigheden til andre. Denne vampyr er næsten helt et menneske, og han kan endda vælge at leve af dyr frem for af uskyldige mennesker. Der er dog stadig fareelementet – han ønsker at dræne sin kæreste for blod fordi hans instinkter byder ham det.

Blandt andre kendte paranormal romances er Sookie Stackhouse-bøgerne fra forfatteren Charlaine Harris. Her er det ikke kun vampyrer der er sexede, men også varulve, formskiftere og hekse har sexappeal. De er alle mulige stærke partnere, men frygten for dødbringende uheld er næsten altid en del af forholdet. Samtidigt er deres sind menneskeligt, og de laver menneskelige fejl.

Man kan diskutere hvorfor monstre er blevet sexede. Er det blot faremomentet der lokker, eller er der et behov for at tæmme og elske de skygger der er i vores eget sind?

 

Den største fare som visse monstre udtrykker, er værre end døden: De kan gøre deres ofre til monstre ligesom dem selv. Vampyrer, zombier, varulve og visse spøgelser kan fjerne offerets menneskelighed og gøre ham eller hende til et væsen der skader andre; den ultimative straf for en helt der kun ønsker at gøre det rigtige. Denne evne kan være et symbol på balancen mellem ondskaben og godheden. Ofte er de onde i overtal og kan nemt øge sit antal yderligere, noget der gør heltens sejr næsten umulig. Og det er et godt spændingsmoment. Derudover kan der udløses spænding hvis helten rent faktisk ‘taber’ og bliver et monster for måske, bare måske, kan heltens sind overvinde den forbandelse som vedkommende nu er under og selv blive et sympatisk monster; hvad er stærkere end en nylavet varulv der vender sig mod sin skaber for at komme selv sin egen ondskab til livs?

I disse historier er det ofte monsterets egne tanker der er problemet; et træk der kan spores tilbage til Edgar Allan Poes historier hvor personernes eget sind er den største fare. Det kan godt være det er svært at bekæmpe Sauron, men overvej at skulle bekæmpe dig selv fordi alternativet er at du volder stor skade på dem du elsker – og på mange flere.

 

Man kan argumentere længe og skrive mange afhandlinger over hvorfor mennesket fortsat har et behov for at skabe monstre. Som Mathia Clasen skriver i bogen Monstre i serien Tænkepauser:

‘I hvert fald er monstre en slags mentale sparringspartnere, en slags hallucinatoriske mesterboksere, som vi kæmper mod i fantasien.‘ (*årstal, s. 9)

Det er godt at have en idé om hvad ens eget koncept af ondskab består af, og hvor langt man er villig til at gå for at bekæmpe den. Samtidig kan man overveje hvad man selv ville gøre hvis man mødte Frankensteins monster – ville man flygte, forsøge at bekæmpe det eller prøve at lytte? Og hvad ville man gøre, hvis man en dag selv blev til et af disse monstre? Ville man påskønne sine nye kræfter eller forsøge at bibeholde sin medmenneskelighed?

Det er alt sammen spændende scenarier der vækker fantasien til live i de fleste. Og det er jo det bedste et monster kan gøre. Hvad mere kan man ikke forlange?