I denne uge ser Ulven og Uglen nærmere på det svært definerbare begreb ‘andethed’. Således tages der Ikke kun udgangspunkt i vore allesammens medlidenhed for den lille mand, men også i en higen efter forståelse af den fælles iboende frygt for noget der for nogen måske synes simpelt – det der adskiller sig fra normen. Og dog. Helt simpelt er andethed måske alligevel ikke.

En af de tidligste og mest brugte historier om den store mod den lille. Billede: C.E. Brock – David and Goliath

Siden tidernes morgen har den store drillet den lille, og den stærke har set sin styrke i den svages mangel på samme. Det samme har gjort sig gældende i fantasylitteraturen fra tid til anden, når de høje, slanke og adrætte elvere hos Tolkien eksempelvis har set ned på deres undermålere dværgene, eller når dødsgardisterne i Harry Potter har spyttet og svoret død over de såkaldte mudderblodshekse- og troldmænd der for dem synes uægte.

Fantasylitteraturen har altid gjort det til en dyd at berette om “det andet”, altså det der skiller sig ud fra normen. Ikke blot ved at lade historier udfolde sig i magiske universer, men også ved at skildre atypiske karakterer med mærkelige vaner eller forunderlige evner samt skikkelser som ikke agerer i overensstemmelse med samfundets interesser. Det gør dem dog ikke nødvendigvis onde.

Hagrid i filmatiseringen af J.K. Rowlings fjerde Harry Potter-bog Harry Potter og Flammernes Pokal (2005)

Selvom fantasy måske for udenforstående kan virke meget bygget op omkring let gennemskuelige sort-hvid- og ond-god-tematikker, er det dog et noget forsnævret billede at tegne af genren der sagtens kan være ligeså farverig som den virkelighed, vi lever i, hvis ikke mere. Sort-hvide verdener findes nemlig kun, hvis det er dem, man insisterer på at se. Således kan fantasyens utallige individer også betragtes over et spænd af forskelligheder i stedet for i rene (og ofte hierarkiske) modsætningsforhold, hvor den unge, smukke prinsesse er hvid som sne og skurken, der bortfører hende er en ond, forkvaklet sort trold. Det kan tænkes, at det i virkeligheden er en lise, for den der kun betragter verden ud fra sit eget billede, at se verden i flere afskygninger.

Måske kan man gå så langt som at sige, at andethed hyldes i fantasylitteraturen. Hagrid, den store, tykke halvkæmpe fra Harry Potter, hobbitterne med de store, behårede fødder, Dina med skammerevnerne fra Skammerens datter og mange flere karakterer er ikke skabt på baggrund af det samfundet elsker og accepterer, men deres unikke andethed gør dem langt mere interessante som karakterer. De ville heller ikke falde ind i et samfund, hvor alle prøver at ligne fotomodeller, spiser lowcarb, går i fitness eller har over 2000 subscribers på youtube, men de kan noget andet midt i deres menneskelighed og evne til at skille sig ud. De er autentiske, sympatiske individer, og det er måske prisværdigt nok i sig selv.