Tobias Stenbæk Bro er lige nu aktuel med fantasyromanen Kymoras Masker tredje bog i serien ”Et varsel om Storm”, der handler om de tre brødre Rodrik, Cedrik og Stromfrik, der får hele deres tilværelse vendt på hovedet, da de bliver hvirvlet ind i magtkampe og hemmeligheder, der giver dem indsigt i deres egen fortid og den skæbne, de er født til.
Vi har derfor interviewet Tobias om serien, universet og Kymoras masker.

Tobias Stenbæk Bro er forfatteren bag ”Et varsel om Storm”-serien, der indtil videre tæller bøgerne Væddermændenes nat, Blodets sti  og Kymoras masker

”Et varsel om Storm foregår i De brudte riger, en række områder, som tilsammen vel løst kan sammenlignes med den vesteuropæiske middelalder,” fortæller Tobias. ”Fællesnævneren med vores egen mørke middelalder er, at landene tidligere var del af et stort, fremsynet kejserrige, men at de i dag er opsplittede og uden central styring. Vores historie udspiller sig i kongeriget Agamore, som tidligere var en lydstat til det nu faldne kejserrige, Myrkor, men som i dag fremstår som det mægtigste og mest succesrige af de lande, som udgør De brudte riger.”

Et middelaldermiljø er jo en klassisk ramme om mange fantasyfortællinger, og da Tobias har en bachelor i middelalderhistorie, har han også nogle gode svar på, hvad den ramme kan gøre for en fantasyfortælling – og hvorfor den er et oplagt valg for forfattere:
”Den tidsperiode er så tilpas velbelyst til, at jeg kan finde masser af inspiration til min fortælling, samtidig med, at den ligger så langt tilbage, at meget henligger i mørke,” fortæller Tobias. ”Det er en perfekt og inspirerende kombination, som giver forfatteren mulighed for selv at fylde huller ud, derfor var jeg heller aldrig i tvivl om, at den skulle foregå i en middelalderlig kontekst. Derudover ligger fantasy naturligt til middelalderen, hvor dagligdagen var præget af overtroiske forestillinger om hekse og trolddom, men også om mirakler udført af helgener. Det var også på det tidspunkt, at troubadourer dukkede op i det sydlige Frankrig med deres romantiske fortællinger om blandt andet stor kærlighed og ædle riddere, der bekæmpede drager i dyst om skønjomfruers gunst. Sidst, men ikke mindst er jeg vokset op med middelalderlig fantasy. Tolkien var min indgang til genren, og George R.R Martin var den forfatter, som gav mig lyst til selv at forsøge mig.”

Og som hos George R. R. Martin, ser vi også i ”Et varsel om Storm”, at der bliver holdt lidt igen med fantasyelementerne. Der er rygter om en heks, tanker om trolddom, men det kan ligne almindelig overtro. Hvad det er man får ud af dette virkemiddel med at holde igen på det overnaturlige i en fantasytfortælling, har Tobias også et bud på:
”’Et varsel om Storm’ er først og fremmest en historie om mennesker. Det er en fortælling om, at selv de bedste af os kan have dårlige sider og omvendt. Og så er plottet politisk båret. Det betyder, at jeg skal være meget varsom med, hvor meget magi jeg giver de personer, som trækker historien fremad. Hvis jeg fx gav de tre brødre en drage, ville de kunne bekæmpe alle deres fjender på et splitsekund, og de ville kunne rejse over enorme afstande, og dermed ville det blive en helt anden fortælling. Efter min mening er det en fælde, som mange fantasyforfattere falder i. En af de forfattere, som efter min mening slipper afsted med det, er Tolkien. Hans ring gør dig godt nok usynlig, men på den anden side er der en mægtig pris for at benytte den. Sådan er det også med magi i min verden. Det tager tid at bruge magi, og det koster dig på liv og sjæl.”

Man kan i tidligere blogindlæg læse om, hvordan ”Et varsel om Storm”-serien oprindeligt var et rollespil, og vi har fået Tobias til at fortælle lidt om processen om de til- og fravalg, der følger med til at omsætte en rollespilskampagne til fiktion:
”Det er helt rigtigt, at alt det her startede ud som en rollespilskampagne. I kampagnen var der oprindeligt fire brødre, men to af dem slog jeg sammen til en, så vi endte på tre fortællere. Vi havde vel spillet et par år, da det gik op for mig, at historien måske godt kunne bære at blive skrevet ned, og da jeg tidligere har læst og elsket fantasyserien Dragonlance, som kom til verden på samme måde, lå ideen lige for.
Generelt vil jeg sige, at det har været en stor hjælp undervejs, at jeg har prøvet handlingen af på en gruppe af ligesindede. Jeg har kunnet følge deres begejstring, og jeg har kunnet bruge deres ideer eller terningernes slag til at finde på alternativer til den planlagte handling. Til gengæld har jeg også måttet sande, at jeg ikke kunne ”oversætte” handlingen fra rollespillet en til en. Fx blev de fire brødre til tre, mens at det også i forbindelse med redigeringen af Blodets sti gik op for mig, at fordi noget fungerer i rollespillet, virker det ikke nødvendigvis i en roman. I rollespil sker der typisk noget underholdning hver onsdag, eller hvornår folk nu mødes og spiller. Det betyder også, at man som spilstyrer nogle gange udsætter spillerne for udfordringer, som ikke har noget at gøre med det overordnede plot. Det går ikke nødvendigvis i en bog, og det lærte jeg på den hårde måde, da jeg i Blodets sti måtte skære tre-fire kapitler væk og ændre titlen netop fordi, at de var en selvstændig historie som måske nok var underholdende og spændende, men ikke ændrede på noget for mine fortællere.”

Men selvom meget må skæres fra, er der dog en tendens til i mange fantasy-serier, at bøgerne trods alt bliver mere og mere omfangsrige, som serien skrider frem, fordi der stadig tilføjes flere tråde til historien, samtidig med at der er meget at bygge ovenpå, og ”Et varsel om Storm” er ingen undtagelse. Tobias fortæller om arbejdet med Kymoras masker:
”Hvor Væddermændenes nat var en efterårsfortælling med hvad det nu indebærer af gylden nostalgi, og hvor Blodets sti var en vinterhistorie fortalt i frostklare toner, er det i Kymoras masker blevet forår i Agamore. Isen tør, og vårens blomster dukker frem fra mulden. Riddere og skønjomfruer vågner op fra deres vinterdøs ivrige efter at flakse med vingerne, men hvor mennesker mødes, opstår også intriger, og der bliver lagt dunkle planer i skæret fra Sirmoras Øje.” Tobias fortæller, at han i Kymoras masker har givet sig selv lov til at skrive om alt det, han elsker: ”Det er en kærlighedserklæring til højmiddelalderens ridderkultur, men jeg tillader mig at tilføje den et krimielement. Uden at sammenligne kvalitet kan man vel sige, at den er et forsøg på at forene Ivanhoe, Robin Hood og Rosens navn i en fantasy-setting,” fortæller Tobias og forklarer, at også titlen, Kymoras masker, spiller på dette krimielement:
”Titlen er en reference til et gammelt teaterstykke fra Myrkor. Det kan sammenlignes med en græsk tragedie om en dronning, som indgår en pagt med Kymora, en ond gudinde. Hun gør det for at tilrane sig magt og sin ægtemands kærlighed, men prisen for pagten viser sig siden at være særdeles høj. I De brudte riger bruger man begrebet en Kymoramaske, når man taler om folk, som har et smukt ydre, men et fælt indre. Den slags folk er der en del af i denne bog, som er en slags middelalderlig krimi fyldt med maskespil.”

Arbejdet med Kymoras masker har derfor også været noget mere omfattende end arbejdet med de tidligere bøger i serien:
”Jeg har skullet udlægge spor og vildledninger undervejs, og jeg må sige, at det har været et større arbejde, end jeg lige havde forestillet mig at sikre, at læseren fik nok information til at gætte med uden nødvendigvis at have regnet det hele ud, når plottet bliver afsløret. Derudover er bogen dobbelt så tyk som sine forgængere, og jeg har med gru indset, at en dobbelt så lang bog kræver minimum dobbelt så meget redigering. Det er også derfor, bogen har været så lang tid undervejs. Hver gang jeg ændrede en detalje eller en plotmæssig ting, havde det potentielt konsekvenser for alle de 650 sider, hvor det tidligere var for ca. 300 sider, og det gjorde bare en stor forskel.”

Alt i alt må læseren altså være indstillet sig på, at Kymoras masker er sin egen, selvom den selvfølgelig fortæller videre på historien om de tre brødre og nu også frøken Olyssia og Zhintara.
Og netop de kvindelige karakterer kommer også til orde, som serien skrider frem. I den første bog, Væddermændenes nat, har vi udelukkende mandlige fortællere, men i fortsættelsen, Blodets sti, introduceres to kvindelige fortællere, frøken Olyssia og lejesværdet Zhintara.
”Med frøken Olyssia får læseren et indblik i, hvad der skete, efter de tre brødre forlod Edderkoppedalen, hvilket er vigtigt i de senere bøger, og hun allierer sig med Stormfriks ungdomskærlighed, krodatteren Myra. Derudover følger vi frøken Olyssia i hendes forsøg på at finde ud af, om Rodrik er i live samt i hendes bestræbelser på at finde sin rolle efter, at hendes forlovede er forsvundet, og hendes far lægger an til at bruge hende som en brik i spillet om at positionere slægten. Zhintara har ikke den slags bekymringer. Slet ikke. Hun er mere umiddelbar og vant til at slås, rent bogstaveligt, for at komme igennem dagen og vejen. Man kan sige, at jeg blandt andet bruger frøken Olyssia til at give et indblik i, hvordan det må have været at være en ung adelskvinde, mens at der i vores egen middelalder nok ikke har været så mange kvinder, der som Zhintara lever et barskt liv i en mandsdomineret krigerkultur.”

Der er altså mange spændende ting på spil i ”Et varsel om Storm”-serien, og mange ting bliver udforsket i den middelalderramme, der er sat op.

Til sidst spørger vi Tobias, om han arbejder på andet sideløbende med ”Et varsel om Storm”:
”Jeg har tidligere skrevet en gysernovelle, Allikernes arv, som du kan lytte til, hvis du en dag finder vej forbi Hørsholm. Den blev skrevet på bestilling fra Hørsholm kommune i anledning af indvielsen af fire Kløversti-ruter, og handlingen udspiller sig i området omkring en af disse ruter. Historien kan den dag i dag downloades til din mobil, hvis du får lyst til at gå en tur. Derudover går jeg da ofte og tænker på mulige fremtidige bøger. Også en fortsættelse til ’Et varsel om Storm’.”

Med disse ord siger vi tak til Tobias Stenbæk Bro, og hvis du ikke allerede har givet dig i kast med bøgerne, kan vi kun anbefale dig at gå i gang.