For nogle måneder siden skrev vi om hvad der gør at fantasy også sagtens kan være for voksne. I den forbindelse var vi inde på at hvor man som barn læste eventyr hvor det var ret tydeligt hvem der var de onde, og hvem der var de gode, så arbejder mange fortællinger for voksne langt mere i en gråzone i forhold til hvem der er hvad. Efter vores mening, så gør det karakterne langt mere interessante. Bare se Snape fra Harry Potter-bøgerne – han er en af de bipersoner som folk kan diskutere mest, for er han egentlig god eller ond? De moralsk grå karakterer sætter også læseren på prøve som når man i Game of Thrones pludselig opdager at man holder med Jaime Lannister, manden der skubbede et barn ud ad vinduet, nærmest som det første han gør i serien – hvordan skal man lige forholde sig til det? I ugens blogindlæg vil vi tage et kig på hvad de her grå karakterer egentlig kan, og hvorfor de er så fede at læse om.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at kongen af grå karakterer her hos Ulven og Uglen er Jacob Kokkedal som har skrevet serien Den trofaste bror. Den tredje bog i serien kommer til at hedde Helerens håb og udkommer her i efteråret 2019, og vi glæder os helt enormt til at dele den med jer! Vi vil i dette blogindlæg komme ind på flere af Jacobs karakterer fra serien, men vi vil også inddrage andre af vores bøger og lidt Game of Thrones (for helt ærligt, når man snakker om at være i en moralsk gråzone så kan man vist ikke ignorere den serie).
Helten skal være vores moralske kompas … eller?
Vi har tidligere skrevet om hvordan Game of Thrones gør op med den klassiske helt. Her var vi inde på hvordan serien i sig selv gør det svært for læseren (eller tv-seeren) at vurdere, hvem der er de gode og de onde. Inden for seriens rammer har de få karakterer som man anser for at være klassisk gode, det meget svært. Det handler nemlig ikke om at være god, men om at være snedig hvis man vil nå sine mål. Eddard Stark er et godt eksempel på dette. Han forsøger at kæmpe mod det som han anser for at være det onde – men hans egen høje moral og at han forsøger at gøre det rigtige, ender med at koste ham dyrt. Det faktum at man ikke har nogen klassiske gode karakterer i Game of Thrones, gør at man som læser nemt kan miste sit moralske kompas.
Eddard Stark forsøger at bevare sin ære mens han kæmper mod det onde. Men hvad sker der hvis man omvendt kaster sin egen moral bort og blot kæmper mod det onde med det ondes egne midler? Det er det spørgsmål som bliver stillet i Den trofaste bror, for kan man gøre godt ved grundlæggende at gøre ondt? Og når man ikke længere har en helt som er god, og som man som læser kan bruge som et moralsk kompas, hvad gør det så ved læsningen? Både i Game of Thrones og i Den trofaste bror gør det at læseren må stille spørgsmål til sig selv. Hvad hvis jeg stod i den situation? Ville jeg have gjort det anderledes? Man føler karakterernes frustrationer og lever sig ind i dem. Kompasset er muligvis ødelagt, men måske giver det os en mere uforudsigelig og spændende rejse.
Man er altid helten i sin egen historie
Mange skurke har en baggrundshistorie så man som læser kan forsøge at sætte sig ind i hvorfor de handler som de gør. Det spiller på ideen om at man altid er helten i sin egen historie. Jean Jacques som er hovedperson i Benno Moes’ roman I skyggen af gyldne tider, er et godt eksempel på dette. Vi får fortællingen fra hans vinkel, og det er tydeligt at han ikke er en skurk set med sine egne øjne. Det hele starter med at han bliver gjort til vampyr, måske lidt ved et uheld. Det er en hændelse som han ikke håndterer særlig godt. Han ender med at rende rundt i hælene på sin skaber Nathalie som både manipuler og udnytter ham. Det er faktisk synd for ham, og som læser har man medlidenhed med ham indtil han begynder at gøre de samme ting mod andre. Han snyder, manipulerer og gør andre til vampyrer mod deres vilje. Han undskylder det alt sammen med måden som han er blevet behandlet på. Ligesom han forsøger at forklare sig med at han i bund og grund blot søger efter den evige kærlighed, men det ændrer ikke på at han stadig er skurken – også selvom han selv mener at han er den forurettede part i fortællingen.
Det er på denne måde at vi som læsere oftest ”snydes” til at fatte medlidenhed med dem som egentlig er skurke. Forfatteren blander en smule hvidt i alt det sorte – og pludselig er de grå i stedet. Det gælder også for skurken i Ørkenrose som er den anden bog i serien om Den trofaste bror. Silassi er en vampyr som har overtaget landet i et blodigt kup mod den tidligere hersker. Hun er nu selv en tyrannisk og uretfærdig leder af ørkenriget Parsien. Men hun har også en sørgelig baggrund for før hun blev vampyr, blev hun solgt som slave og tvunget til at være konkubine for landets tidligere hersker og mange andre adelsfolk i byen. Hun blev altså udnyttet og søger nu sin hævn. Men er man i sin gode ret til at gøre onde ting fordi man selv er blevet udsat for onde ting?
Silassis historie spejler sig i Jasmin der er datter af den hersker som Silassi dræbte. Jasmin har siden kuppet været på flugt, og gennem hele sin opvækst har hun ikke haft andet mål end at opnå hævn. Det betyder at Jasmin er opfyldt af et raseri som på mange måder gør hende ligeså ond som Silassi selv. Hun har kun sit eget mål for øje og ser ikke andres liv som andet end noget der kan stå i vejen for dette mål. Det interessante i Ørkenrose er hvordan romanen stiller de to kvinders historie op imod hinanden. De er begge stærke kvindelige karakterer, og de er begge opslugt af ønsket om hævn. Det eneste der i bund og grund adskiller dem, er det faktum at Jasmin møder Balt som er hovedpersonen i Den trofaste bror-serien. Han forsøger at hjælpe og guide hende i en bedre retning, men hvis en karakter som Balt havde fundet Silassi i hendes unge dage, kunne hun måske også være blevet en helt fremfor en skurk – og det er netop det som er det spændende ved grå karakterer: De har potentialet til at vippe til begge sider, og de lader læseren følge med.
Trackbacks/Pingbacks
[…] Jakob Kokkedal – forfatter til Den trofaste bror-serien – Er mester til grå karakterer, læs mere om karakterer i den moralske gråzone i et tidligere blogindlæg. Om man så er til de klassiske figurer, stereotype eller ej er en smagssag. Det vigtige ligger i […]