Fantasyantologien Ind i det ukendte er endnu en gang i søgelyset for vores blog, da vi i dag fortsætter tråden fra nogle uger siden, hvor fire af antologiens otte forfattere gav deres bud på, hvordan deres noveller siger noget om den virkelige verden. I dagens blogindlæg giver vi ordet til de sidste fire forfattere, der hver især vil fortælle, hvordan deres noveller handler om at blive voksen.

Alle fortællingerne kredser selvfølgelig om det at blive voksen, da temaet for novellekonkurrencen var at vokse op, men senere, da novellerne var udvalgt, kunne vi se, at de alle også kredsede om at bevæge sig ind i det ukendte, hvilket endte med at blive antologiens titel. Vi er ikke de første, som har set denne sammenhæng. Det at vokse op og bevæge sig fra barndommen og ind i de voksnes rækker, er ofte forbundet med usikkerhed og følelsen af at bevæge sig ind på ukendt territorium. Det er derfor et kendt tema i meget litteratur. Det er også centralt for store klassiske fantasyfortællinger som J.K. Rowlings Harry Potter og Philip Pullmans Det gyldne kompas. Herhjemme i Danmark ser man det også i klassikere som Skammerens datter og Erik menneskesøn. I novellerne fra Ind i det ukendte er emnet kogt ned til langt færre sider end disse store værker, men som vi tidligere har været inde på, så synes vi ikke, at sidetallet er afgørende for, om man kan fortælle en god fantasyhistorie. Så lad os kaste os ud i en snak med nogle af novelleforfatterne fra antologien om, hvordan deres noveller handler om udviklingen fra barn til voksen.

En ulv i nye klæder
Laura fortæller, at hun i sin novelle Når egnens mænd samles har kastet sig ud i en velkendt form for fantasy: ”Varulvemyten er jo en gammel traver, og ligesom adskillige andre overnaturlige væsener, såsom hekse, vampyrer og ellefolk, har den efterhånden fået lov til at udfolde sig på mange forskellige nye måder i populærkulturen. Ulven i min novelle er i høj grad inspireret af nordisk mytologi, hvor frivilligt hamskifte ikke er unormalt blandt trolddomskyndige figurer, men hvor man også kan komme galt afsted med en forhekset ulveham, som det fx sker for Sigmund og Sinfjøtle i den islandske Vølsungesaga.” Og ja, vi må give Laura ret – selvom hendes novelle er den første varulvefortælling, vi har på forlaget (hvilket faktisk er lidt pinligt, når der nu er en ulv i vores logo), så er der blevet fortalt mange gode historier om dem i forskellige former.

Laura fortæller videre om, hvordan hendes historie udfolder sig: ”Rane, som er novellens hovedperson, er et udpræget flokdyr og sætter altid familiens ve og vel over sit eget. Han er opmærksom og omsorgsfuld, men også på mange områder temmelig uerfaren og naiv.” Det er netop det uerfarne og naive, som er i fokus i forhold til, hvordan Rane bevæger sig fra barn til voksen: ”Rane er allerede godt i gang med at lægge sin barndom bag sig, men noget andet, som alle børn også må lære ved overgangen til voksenalderen, er at se deres frygt i øjnene og at overkomme den. Og selv midt i hungervinteren, hvor sult og kulde plager alle indbyggere i Dalen, har Rane og hans familie endnu mere at frygte end deres naboer…” Her vil Laura selvfølgelig ikke fortælle, hvad de har at frygte, for det ville være en spoiler.

Forskellige grunde til at vokse op
Som sagt i indledningen er der mange klassiske fantasyromaner, som handler om at vokse op. Ofte handler det om, at der sker noget, som tvinger børnene i romanerne til at blive voksne hurtigere end det burde være nødvendigt. Det er blandt andet tilfældet for Luna fra Det gyldne kompas, idet hun bliver revet væk fra sine trygge rammer og må skifte barndommens eventyr ud med eventyr, som kan vise sig at være livsfarlige. Den bratte forandring fra trygt til utrygt har også en central rolle i Nannas novelle Der hvor kragerne vender. Hun fortæller nemlig: ”En tragedie i Eriks familie har gjort, at han har været tvunget til at blive voksen alt for hurtigt. Inderst inde vil han egentlig gerne bare lægge ansvaret fra sig og få lov til at være ung, men for at nå dertil er han nødt til at træffe nogle voksne beslutninger.” Hun beskriver samtidig, at karakteren Erik er skabt ud fra noget, som hun selv manglede i sin barndom: ”Erik er den storebror, jeg altid ønskede, jeg havde haft – en der altid er der for dig, men som samtidig formår at være det mest frustrerende menneske, du nogensinde har mødt. Derudover er han lidt for god til at tage ansvar for situationer, også dem han ikke burde være ansvarlig for.” For hende var der et centralt tema, som hun arbejdede ud fra, da hun skrev novellen: ”Novellen bygger på en problemstilling, som jeg selv er meget passioneret omkring – nemlig, at børn nærmest tvinges til at vokse op alt for hurtigt. Måske er jeg bare ved at blive gammel, men det virker, som om der er meget mindre tid til bare at være barn nu til dags.”

Karin, som har skrevet novellen Under en blodrød måne, har haft en anden tilgang til det at vokse op end Nanna (og Philip Pullman for dens sags skyld): ”Jeg overvejede meget, hvilken tilgang jeg skulle tage til det at vokse op. Skulle der ske noget drastisk i hovedpersonens liv, der krævede at vedkommende hurtigt blev nødt til at opføre sig voksent og ansvarsfuldt? Eller skulle jeg dykke ned i ritualer omkring det, at blive voksen? Da jeg altid har syntes at manddomsritualer var spændende, valgte jeg at arbejde videre ud fra dette… Med et tvist.” Hun vil ikke gå så konkret ind i, hvad hendes novelle handler om, da hun er bange for at give spoilers, men hun fortæller trods alt: ”Novellens hovedperson, Dahlia, er i begyndelsen af historien ikke klar over, hvad hun potentielt er ved at gå ind til. Som hun efterhånden finder ud af hvad det i virkeligheden drejer sig om, må hun træffe en altafgørende beslutning.” Det kan man vist kalde en teaser. Men Karin vil altså hellere fortælle om det overordnede tema: ”Novellen tager fat i den problematik der kan være mellem at gøre hvad der forventes, kontra at mærke efter hvad man selv gerne vil. Det er noget jeg tror også er meget relevant i dag for unge mennesker, der skal finde ud af, hvad de gerne vil have ud af livet.”

En indsigt i de voksnes verden
Vi spurgte selvfølgelig også Morten, hvordan hans novelle De fortabte drenges ø omhandler det at vokse op. Han svarede: ”Hovedpersonen i min novelle har en alder, hvor han så småt skal til at forlade barndommens verden og begynde at navigere i de voksnes … hvilket kan være svært og sorgfuldt. Det handler blandt andet om at forstå, at de voksne ikke er almægtige, og at de også har været børn engang og har haft et liv, som har påvirket dem på godt og ondt.” Netop det med at indse, at voksne også kan tage fejl, er et klassisk tema, som er udfoldet i bl.a. Harry Potter, hvor trekløveren i de sidste bøger må indse, at verden ikke er så sort og hvid, som de oprindeligt troede. Snape var ikke helt god, men han var bestemt heller ikke helt ond – og Dumbledore havde en historie bag sig, som også definerede ham. Netop det med, at det ikke bør være sort og hvidt har en stor betydning for Morten: ”Jeg synes desværre en del fantasy forfalder til at være for meget baseret på en formel, hvor tingene er for sorte og hvide, men så er det jo fantastisk med bøger som George R. R. Martins En sang om is og ild, der sprænger rammerne for, hvad der kan lade sig gøre inden for genren. Hans persontegninger, måden konflikterne ikke bare bor i de ydre kampe, men mindst lige så meget inde i karaktererne – og i læseren. Det er genialt.” Ud fra Mortens forbillede kan man nu med et glimt i øjet sige, at han har sat store forventninger op til sin egen novelle.

Generelt set har alle forfatterne klare ideer om, hvad god fantasy er. Karin og Nanna udtalte sig om det i et blogindlæg i foråret og nu kan Laura få lov til at runde det af. Hun siger blandt andet: ”God fantasy er en åben dør, som tillader læseren at rejse i tid og sted. Som på andre gode rejser bliver man forhåbentlig både underholdt, udfordret og oplyst undervejs, inden man vender hjem som et rigere, mere erfarent menneske. God fantasy hjælper læseren med at lære empati for sine medmennesker, fordi den giver en muligheden for at sætte sig i andres sted og opleve situationer, relationer og følelser, man måske ikke har haft lejlighed til at stifte personligt bekendtskab med. God fantasy giver læseren lyst til at dele oplevelsen med andre, fordi man simpelthen ikke synes, at de burde være foruden den glæde, som litteraturen har vakt i en selv.” Det kunne vi ikke have sagt bedre selv.

Tak til Karin, Laura, Morten og Nanna fordi de havde lyst til at være med til interviewet. Vi håber, at forfatternes tanker har givet dig lyst til at læse mere om Ind i det ukendte, og måske endda til at stifte nærmere bekendtskab med forfatterne og deres arbejde med novellerne ved vores bogreception d. 9. februar.