Tina Sanddahl (f. 1984) er opvokset i en lille østjysk by, men bor nu i Thy sammen med sin mand og deres søn. Hun er uddannet social- og sundhedshjælper, men arbejder i øjeblikket som serviceassistent ved siden af forfatterkarrieren.
Tina har digtet historier i al den tid hun kan huske, og med sin opvækst ude på landet med langt til vennerne, havde hun rig mulighed for at udvikle sin fantasi. Hun blev i en tidlig alder introduceret for fantasygenren, og hun har hængt fast i den lige siden. Det var i den genre, hun nedskrev sin første historie – først i kladdehæfter og senere blev den skrevet ind på computer. Historien blev aldrig til andet end en fil på computeren, men det var startskuddet til drømmen om at blive forfatter.
I sin fritid er Tina lidt af en læsehest. Hun læser stort set kun fantasy, men der kan også snige sig lidt science fiction ind. Hun har to katte og en hest, som hun også bruger tid på, og derudover holder hun af sine daglige cykelture og motionstræning.
Tina Sandahl har sammen med Jeanette Hedengran skrevet Mørkets søn-trilogien, der udkom hos Ulven og Uglen i 2015, og som handler om, hvad man er villig til at gøre for kærlighed. De andre bøger i trilogien hedder Grænselandet og Sikanias arvinger.