Jeanette Hedengran (f. 1984) er født og opvokset i Kalundborg på Vestsjælland, hvor hun stadig bor sammen med sin kæreste og to drenge. Hun er uddannet dyrepasser med speciale i dyrehandel og arbejder stadig inde for faget. Hun har hele livet haft en stor interesse for dyr, særligt krybdyr, padder og eksotiske pattedyr.
Hendes interesse for at skrive historier kom, da hun som 13-årig havde svært ved at finde bøger, der fangede hende, og derfor besluttede hun at skrive sine egne. Det, der gjorde udfaldet, var dog en fiktiv karakter som hun selv havde skabt, og som hun så besluttede at skrive historier om.
Det var først mange år senere, at hun begyndte at drømme om at blive forfatter. En drøm, der blev til virkelighed, da fantasyromancen Mørkets søn udkom hos Ulven og Uglen i 2015. Mørkets søn er første bog i trilogien af samme navn, som Jeanette har skrevet sammen med Tina Sanddahl. De andre bøger i serien hedder Grænselandet og Sikanias arvinger, og trilogien handler om, hvad man er villig til at gøre for kærlighed.