Med ti dage tilbage til juleaften, skrider december så småt frem. Fortovene er isglatte, sneen har lagt sig sporadisk, og hist og her i villahaverne står halvsmeltede snemænd. Rundt omkring i butiksvinduer ser man røde huer, flettede julehjerter og mørk gran, men har vi altid forbundet den slags med jul?

For malkepigen Karen i Signe Fahls roman Ellekongen var julen ikke, som vi kender den i dag. Dengang, i 1700-tallets Danmark, blev julen forberedt allerede i november, hvor man slagtede de dyr, man ikke kunne føde på om vinteren, bl.a. julegrisen. Man bryggede juleøllet, støbte lys, bagte og gjorde rent ude og inde. Det var vigtigt at stille ploven på plads, for stod den ude, kunne Ahasverus, den evige jøde, sætte sig og hvile på den. Dengang var jøder ikke særligt populære, forklarer forfatteren.

Signe Fahls stemningsfulde roman Ellekongen er skrevet i 1700-tallets Danmark.

Intet måtte dreje rundt til jul. Kvinderne måtte end ikke spinde garn. Dristede nogen sig til at gøre det alligevel, kunne frygtelige ting ske. For eksempel kunne Den Onde selv få adgang til gården. Derfor skulle rokkerne stilles til side.

Når kirkeklokkerne ringede juleaften, begyndte selve julen. Hvor aftenen i dag er klimakset på fireogtyve dages venten, var den dengang optakten til tolv dages festligheder. Aftenen blev måske tilbragt med at læse bibelvers, hvis man kunne læse, men dagene efter gik det løs på de ret så verdslige julestuer.

Juletønden blev rullet ind. Man kunne frit forsyne sig med øl fra tønden, og der blev leget traditionelle julelege. For eksempel kom julebukken på besøg: en karl klædt ud som gedebuk, der skræmte børnene og drillede de voksne, gerne med sjofelheder. Til julebispen skulle der ofres pebernødder og æbleskiver. På juleaften kunne julebispen nemlig ’vie’ folk, og selvom det kun var for den aften, var præsterne meget imod den tradition. Nok med god grund, tilføjer Signe.

I dag er de gamle julelege gået tabt. Vi har dog stadig traditioner knyttet til den travle decembermåned. Én af dem er julemarkederne, hvor smilende mennesker i vinterkulden sælger ud af deres goder. D. 3. december, første søndag i advent, var Signe Fahl en af dem.

Hun tog Ellekongen og Hvad skoven skjuler med til julemarkedet i Leesrups gamle kornmagasin, der er blevet lavet om til et stemningsfuldt forsamlingshus for de lokale og døbt Magasinet.

”Jeg synes, det gik fint på julemarkedet,” fortæller Signe. ”Det er jo i min hjemby, så det var naboer og lokale, der kiggede forbi. De var især interesserede i de historiske detaljer i bogen, og at jeg har ladet mig inspirere af lokalområdet.”

Signe Fahl havde sin roman Ellekongen og novellesamlingen Hvad skoven skjuler med til et lokalt julemarked.

Bogen var bestemt også i sit rette element. De rustikke omgivelser emmede af fortidens historie.

”Jeg fik blandt andet en hyggelig sludder med den gamle boghandler fra Præstø, der skriver historier til lokalarkivet,” fortæller hun. ”Hun endte også med at købe min bog. En væver fra en af de andre stande fik en læseprøve, vendte tilbage og købte bogen, fordi den bliver indledt med en scene, hvor Karen spinder. Det var ret sjovt. Jeg havde ikke forestillet mig, at hendes håndarbejde ville sælge bogen.”

Tilbage i 1700-tallet nød fattigfolk som regel godt af gavmildheden i juledagene. De fik noget ekstra med hjem i tiggerposen, og nogle blev endda inviteret med til festlighederne. Tjenestefolk fik deres gratiale i form af julebrød eller æbleskiver. Smeden, degnen og præsten fik juleoffer, også gerne i form af noget mad.

Men julen handlede ikke kun om festligheder; der blev taget varsler over det kommende år. Det mest almindelige varsel var at lave julemærker på en bjælke i stuen. Sådan som vejret var de tolv juledage, sådan ville det blive i det kommende års tolv måneder. Disse mærker kan man se i nogle af gårdene på Frilandsmuseet i Kongens Lyngby nord for København eller i Den gamle by i Århus.

Med kridt tegnede man tolv cirkler, derefter opdelte man cirklerne, og de to halvdele symboliserede vejret om formiddagen og vejret om eftermiddagen. Formiddagen svarede til den første halvdel af måneden, som man forudsagde, og eftermiddagen svarede til den sidste halvdel af samme måned.

Julefesterne blev afsluttet med helligtrekongersaften den 5. januar. Der blev tændt et trearmet lys med indstøbt krudt i punktet, hvor armene mødtes. Når krudtet blev antændt, sluttede julen med et knald.

Karens jul var bestemt noget andet end det, som vi i dag forbinder med jul. Til gengæld varede den længe.