Illustratoren bag forsiden til En konges vej del 1, er Thorkild Skov som også har lavet forsider til andre af Ulven og Uglens bøger. Thorkild fortæller at han først for alvor begyndte at tegne da han var omkring 25. Så droppede han til gengæld også ud af universitet til fordel for blyanter og skitsebøger. Det har både været en fordel og en ulempe at han kom forholdsvis sent i gang med at tegne, mener han.
”Jeg er ikke kommet ind på hverken kunstakademi, design- eller animationsskole så jeg har måttet lære det meste på egen hånd, og her har Youtube været et uvurderligt værktøj med alle de tutorials som er tilgængelige derinde,” siger han og forklarer at hans stil kan beskrives som ”semi-realistisk fantasy”. ”Jeg kan godt lide at man kan se hvad et billede forestiller,” uddyber han, ”og der må også gerne være detaljer nok til at fortælle små side- og baggrundshistorier hvis man tager sig tiden til at se efter. Jeg arbejder også med en anden stil som folk har beskrevet som ”imiterede kultegninger”. Den stil blev jeg ”tvunget” til at finde frem til da min mor og jeg udgav vores første fiktive vikingesaga i 2015. Bogen skulle have en masse illustrationer, og der skulle vi bruge et andet udtryk, og det endte så med de her forholdsvis rå og kantede sort-hvide tegninger.”
Forsiden til En konges vej har været længe undervejs, og Thorkild fortæller at det som regel er forfatteren og forlaget der finder frem til nogle mulige scener til forsiden. ”Jeg får så nogle beskrivelser og ideer til hvordan coveret kunne være, samt et uddrag af historien, så jeg selv kan læse scenerne igennem og danne mine egne billeder i hovedet. Når det er gjort, laver jeg nogle skitser som jeg sender til forlaget, og så snakker vi sammen om hvad der umiddelbart virker bedst. Og når vi har lagt os fast på et bestemt motiv, går jeg i gang med at lave coveret,” forklarer han.
”Med En konges vej var det lidt anderledes da jeg allerede havde været igennem de engelske bøger to gange inden Ulven og Uglen spurgte om jeg ville lave et cover til dem. Så her havde jeg et godt kendskab til historien på forhånd. Vi havde 2-3 scener oppe at vende som grundlag for det første cover til En konges vej. Der var gode argumenter for dem alle, men da hver bog bliver splittet op i to bind, endte vi med at vælge en scene fra prologen, syv år før bøgernes primære handling udspiller sig da det ville give et glimt af hvor historien starter.”
Der kom dog blandet respons på det første cover, og forlaget besluttede sig derfor for at få lavet et nyt for at give læserne den bedst mulige oplevelse i mødet med bogen.
”For ikke at ende i samme blindgyde igen, virkede det meget logisk at spørge til folks mening. Og da jeg alligevel havde to skitser klar, kunne vi lige så godt bruge dem til noget fornuftigt,” siger Thorkild om valget om at spørge forlagets facebook-følgere. ”Personligt havde jeg nok ikke regnet med at folk pegede så enstemmigt som de gjorde, men 57-4 må siges at være et kraftigt vink med en vognstang.”
På spørgsmålet om hvorvidt han lader sig inspirere af andre forsider, svarer Thorkild benægtende: ”Generelt nej. Der er mange både gode og knap så gode forsider derude, men der er ikke mange som jeg selv ville være endt op med, så jeg leder primært efter inspiration andre steder.” siger han, men nævner alligevel et specielt bogomslag som han kalder ”noget af det mest fantastiske jeg nogensinde har set,” nemlig coveret til ”Barn af Stjernerne” fra tegneserien Thorgal som er malet af Grzegorz Rosinski.
”Serien har mange flotte covers, men det her er bare i en klasse for sig.” Thorkild bruger som regel heller ikke referencer når han arbejder, da han gerne vil kunne tegne ting fra bunden. Og hvis han ikke kan, ”så må jeg se at få det lært, så jeg kan komme videre,” som han siger og fortæller at han har en tommelfingerregel om brugen af referencer. ”Hvis jeg har fejlet tre gange i at ramme det rigtige udtryk/anatomi/perspektiv/stemning, så finder jeg en reference. Men indtil da skal jeg selv bygge billedet i hovedet og finde frem til den rigtige løsning. Det har ofte været pisse frustrerende og taget ualmindeligt lang tid at blive færdig med nogle små detaljer, men jeg tror det er en god tidsmæssig investering at presse sig selv til hele tiden at lære.”
Der er også forskel på omslagsillustrationer og billeder som skal være inde i en bog, fortæller Thorkild:
”En cover-illustration skal fange opmærksomheden hos folk, få dem til at samle bogen op og se nærmere på den. Jeg kan godt lide at lave covere som går hele vejen rundt om en bog, da det ”tvinger” folk til at vende bogen om for at få hele scenen med. Og så må forfatteren ellers tage den derfra,” siger han og fortsætter: ”Illustrationer inde i en bog er anderledes. De skal understøtte den beskrevne handling, men ikke bære den. Så man kan sige at de skal ikke være nær så selvstændige som et cover.”
I sit arbejde er Thorkild også inspireret af andre kunstnere, bl.a. fremhæver han Maciej Kuciara for hans blanding af tegning, 3D og grafik, som Thorkild mener ”ofte ser mere realistisk ud end verden omkring os.” Derudover nævner han Richard Anderson for hans meget drømmende stil, Bastien Lecouffe Deharme for hans maleriske og klassiske stil, og Gilles Beloeil og William Wu for deres evner til at skabe stemning og fortælle historier gennem deres kunst. ”Det er nok ikke de mest kendte navne, men gå ind og se hvad de kan på ArtStation.com. Det er et fantastisk sted at lede efter inspiration eller bare drømme sig ind i nye verdener,” siger han.
Til spørgsmålet om han har nogle gode råd til andre der gerne vil i gang med at tegne, nævner Thorkild igen Youtube med ”oceaner af gratis undervisningsmateriale”. Her fremhæver han især kanalen Proko. Men også udenfor den digitale verden er der hjælp at hente:
”Se dig omkring, og læg mærke til hvordan ting hænger sammen. Og vær ikke bange for at stirre på folk i bussen – det er et rigtig godt sted at studere ansigter. Og frem for alt ”Hæng i!”. At tegne er et håndværk som så mange andre, og det tager tid at lære ligegyldigt hvem du er.”
Trackbacks/Pingbacks
[…] 2. Vi spørger læseren Da vi oversatte Brandon Sandersons En konges vej, ville vi gerne have en forside, som passede til det spektakulære univers. Vi fik derfor illustratoren Thorkild Skov engageret. For det første fordi han er rigtig dygtig, og for det andet fordi han er kæmpe Sanderson-fan (og vi kan godt lide at nørde med andre nørder). Thorkild lavede nogle forskellige skitser til os, og ud fra dem besluttede vi os for en scene fra starten af bogen. Problemet var bare, at da vi offentliggjorde den, fik vi blandede reaktioner. Folk mente, at den ene figur på illustrationen så klodset ud. Det gav faktisk rigtig god mening, for karakteren skulle være klodset, da han bar en stor og tung rustning (og Thorkild havde dermed fanget scenen perfekt). Problemet var bare, at det ikke gav nogen mening for en læser, som ikke allerede kendte universet. Det var jo lidt et problem, eftersom forsiden gerne skulle fange nye læsere og gøre dem interesserede i universet, og ikke bare give mening for de læsere, som allerede havde læst bogen. Vi besluttede derfor, at forsiden måtte laves om. Den forside, vi endte med, var alle tilfredse med! (Vi har faktisk tidligere interviewet Thorkild om processen bag forsiden til En konges vej, her kan du læse endnu mere om tankerne bag samt se nogle af de skitser, som gik forud for forsiden). […]