Skrevet af gæsterblogger Lene Trunjer

Når vi som læsere rækker ud efter en fantasy roman på bibliotekets hylder, så har vi allerede skabt en genreforventning mellem teksten og os selv. Vi ved, at genrekoderne for euro-vestlig fantasy litteratur, så som en mangfoldighed af overnaturlige væsner, karakterer med forskellige magiske egenskaber, andre verdens-settings, kampen mellem det gode og det onde, alle er forventelige elementer som åbner sig for os, når vi dykker ned i de skrevne sider. Det samme gør sig efterhånden gældende, når vi læser nordisk og sydamerikansk magisk realisme (som for eksempel Ib Michael og Gabriel García Márquez). Vores forventning til en bestemt genre med magiske elementer gør, at vi ”frivilligt suspenderer vores tvivl”. Ifølge Cathrine Gallagher tilsidesætter vi vores ”tvivl”, fordi vi som læsere er bevidste om fiktionens potentiale for både at være en fiktionstekst samtidig med, at teksten i sig selv rummer et troværdigt fiktionsunivers. Vi accepterer derved de magiske elementer i et fiktionelt univers, fordi vi bliver præsenteret for væsentlige detaljer, som forekommer sandfærdige.

Når vi vender vores læselyst mod oprindelige befolkningsgruppers litteratur og i særdelshed de canadiske First Nations og Native Americans, så bliver vi bedt om at indgå en anderledes og uvant forventningskontrakt. Vine Deloria Jr. (Sioux) indleder sit tankevækkende værk God is Red (1973) med at foreslå en form for bogstavelig virkelighedsopfattelse af deres gamle fortællinger (det være sig skabelsesmyter og andre fortællinger karakteriseret som teachings). I samme ånd skriver Blair Stonechild (Cree-Saulteaux), at hvad vi i Vesten betragter som naturreligioner, er en spirituel levevis nedarvet gennem generationer, og som ikke kun er en tro, men en virkelighed. Helt præcist skriver han, “the spiritual plane is not simply a belief, but is reality”. Både Deloria og Stonechild beder os om ikke kun at tro på deres litteraturs fiktionelle universer, fordi vi ”frivilligt suspenderer vores tvivl”, men samtidig indse, at denne litteratur tager afsæt i en ikke-vestlig erkendelses- og erfaringsverden, og at vi derfor ikke ukritisk kan overføre vores vante euro-vestlige læse- og opfattelsesmåder.

Det unikke ved First Nations og Native Americans litteratur er, at den udvisker grænsen mellem en teksts fiktionelle univers og vores ’virkelige’ virkelighed og rokker herved ved en fundamental forståelse af litteraturens væsen. I den forstand kan man sige, at First Nations og Native Americans litteratur udfordrer vores læse- og forskningsvaner, og sætter spørgsmålstegn ved hvad der konstituerer fiktion befolket med mere-end-menneskelige-væsner (dyr, vand, træer, sten, jorden mv., som deltager aktivt i fortællingen). For First Nations og Native Americans litteratur er beboet af forskellige mere-end-menneskelige-væsner, som for eksempel i Thomas Kings (Cherokee-Greek) murstensroman Green Grass Running Water (1993), hvor trickster-karakteren Coyote i humoristisk stil skaber udvikling gennem kaos. Tricksteren er et gennemgående mere-end-menneskelige-væsen, som også findes i Lee Maracles (Stó:lō) Ravensong (1993) og Celia’s Song (2014), hvor Raven udtænker en forfærdelig plan for at bringe sit folk ud af en spirituel udsultethed. I Maracles to værker kommunikerer Raven blandt andet med karakteren Celia, med et elmetræ og med selve jordens indre. I Richard Van Camps (Dogrib) novellesamling Godless but Loyal to Heaven (2013) må de gennemgående karakterer, Bear, Torchy og medicinmanden Snowbird i novellen ”The Fleshing” bekæmpe vennen Dean, en nu evig grådig og sulten windigo (en kannibalistisk ånd, som kan have menneskeligende træk eller som i novellen, kan besætte et menneske). Richard Wagamese (Anishinaabe) angriber sine fortællinger fra en mere spirituel position, hvor han i Keeper ’n Me (1994) lader karakteren, Garnet Raven, fortælle om landet som en inderlig følelse, som et helligt område, som en forlængelse af hans egen krop og lige så vigtig, som en familiær relation.

Oftest bliver First Nations og Native Americans litteratur dog sammenlignet med særligt den sydamerikanske magisk realisme.
Det gør den, fordi litteraturen skildrer sociale og politiske problemstillinger samtidig med den inddrager oprindelige skabelsesmyter og mere-end-menneskelige-væsener. First Nations og Native Americans forfattere adresserer specielt de mange traumatiserende overgreb (former for politisk uretfærdighed, fattigdom, alkoholisme, stigmatisering, forhandling af kultur og identiteter), der har fundet sted siden Cristoffer Columbus strandede på Bahamas i 1492. For de canadiske First Nations, Metis og Inuitter betød den europæiske kolonisering tab af kultur, historie, fortællinger, sprog, spiritualitet og deres identitet.

Thomas Moore gik på en sådan skole omkring 1891-1895

Fra omkring 1876-1996 opstøvede den canadiske regering omkring 150.000 børn og placerede dem på de berygtede indianske kostskoler – og ofte langt væk fra deres familie. Mottoet var at ”tage indianeren ud af børnene” og assimilere dem ind i det hvide canadiske samfund. Mere end 6000 børn døde, og dem der vendte tilbage til deres familier var fremmede individer, som ikke længere kunne tale eget sprog eller kunne forstå egne traditioner. Kostskolerne var et effektivt middel til at nedbryde et individs selvforståelse, og netop det aspekt er, hvad forfatterne forsøger at generobre ved at dykke ned i de gamle fortællinger og aktualisere dem på ny.

Sammenblanding af traumeoplevelser til aktualisering af gamle fortællinger passer ind i den magiske realisme skabelon. Alligevel påpeger ældre (spirituelle ledere), forfattere, såvel som forskere, at First Nations og Native Americans litteratur ikke skal læses i hverken en magisk realisme eller en postkolonial referenceramme. I stedet fremhæver Marie Battiste (Mi’kmaq) og James (Sa’ke’j) Youngblood Henderson (Chickasaw), at litteraturen skal forstås ved hjælp af den viden hver enkelt stamme baserer deres kultur, historie, fortællinger, sprog og spiritualitet på. Med andre ord, er vi tilbage til Deloria og Stonechilds argument om ikke at læse litteraturen ud fra en euro-vestlig betragtningsmåde, men i stedet at dykke ned i en stammes måder at erkende og erfare omverdenen på. Som læser af First Nations og Native Americans litteratur indgår vi derved en kontrakt om at forstå, at denne litteratur omhandler en virkelighed, der er ens indenfor og udenfor det fiktionelle univers. Det betyder, at de mere-end-menneskelige-væsener eksisterer og deltager aktivt i vores fælles erfaringsverden – de er alle vores relationer (udvidet familiebånd). Den virkelighed vi abonnerer på, det være sig en mere naturvidenskabelig, en senmodernistisk, eller en religiøs betragtning, forhindrer os i at se den ’virkelige’ virkelighed First Nations og Native Americans litteratur beskriver. Fortællingerne befinder sig derved i spændingsfeltet mellem former for virkelighed, mellem det bogstavelige og det metaforiske og mellem traume og aktualisering af de gamle fortællinger. I læsningen af First Nations og Native Americans litteratur bliver vi inviteret til at dekonstruere vores opfattelse af fantasy- og fiktionskoder såvel som at dekonstruere vores virkelighedsopfattelse, netop for kunne begribe denne litteraturs ærinde og fulde potentiale til at skildre den verden vi alle eksisterer i.

—–

Lene Trunjer er uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab. Hun har endvidere boet i Canada to år, hvor hun tog en master i engelsk og kulturvidenskaber med fokus på oprindelige befolkningsgruppers litteratur. I øjeblikket underviser hun i dansk på ZBC, Vordingborg.

Litteraturliste

Battiste, Marie, and James [Sa’ke’j] Youngblood Henderson. Protecting Indigenous Knowledge and Heritage. Saskatoon: Purich, 2003.

Deloria, Vine Jr. God is Red. New York: Dell Publishing Co., 1973.

Gallagher, Catherine. “The Rise of Fictionality.” Ed. Franko Moretti. Princeton: Princeton University Press: 2006: 336-363.

Stonechild, Blair A. The Knowledge Seeker: Embracing Indigenous Spirituality. Regina: University of Regina Press, 2016.