Uddøde sprog, folklore og årstidernes skiften er bare en håndfuld af de elementer som inspirerede svenske Anders Björkelid til at skrive sin episke og dystre fantasyserie Fortællingen om Blodet. For knap en måned siden udkom fjerde og sidste bind, Frostskumring, på dansk, og i den anledning gæstede Anders Herlufsholm Fantasy Bogmesse til signering og interview. Med dette blogindlæg bringer vi et sammendrag af vores møde med Anders, så du kan få et indblik i hans overvejelser omkring Fortællingen om Blodets tematik, hans inspirationskilder og selve fantasygenrens indflydelse på fortællekunsten.

Anders Björkelid (f.1972)

Anders Björkelid er født og opvokset i det midtsvenske Älvdalen, men har siden 1992 boet i Uppsala hvor han udover at være forfatter også arbejder som gymnasielærer. Det landlige Sverige har med sine snedækkede fjelde, høje grantræer og fossende elve smittet af på det landskab læseren møder i Fortællingen om Blodet, og Anders var under skriveprocessen meget bevidst om at naturen, ikke mindst årstiderne, skulle have en essentiel rolle i serien. De fire årstider endte til sidst med at udgøre bøgernes fortællestruktur og titler: Hvor vinteren danner baggrund for seriens første bind, Ondvinter, er opfølgeren, Ildbærerne, bygget op omkring foråret, mens sommeren er knyttet til tredje bind, Forbundsbrydersken, og efteråret runder serien af i Frostskumring. Anders gjorde meget ud af at nuancere hver årstid, ikke mindst vinteren: ”Det var vigtigt for mig at vinteren ikke blev ensbetydende med mørke, kulde og død. Tværtimod ville jeg fremhæve at vinteren er lig med søvn og restituering, hvorfor Vinterkongen også er portrætteret som et barn der ligesom bjørnen er gået i hi.”

En anden nuance i Fortællingen om Blodet er de foranderlige kønsroller som mest kommer til udtryk med tvillingerne Sunia og Wulf, seriens hovedpersoner. Så snart de får at vide at de tilhører Blodets ældgamle slægt, forventes de at følge folkets Rytme og Traditionen hvor mænd er hårdføre hirdjægere der vækker veje og beskytter landet, og kvinderne er månepræstinder med retten til at tale til rådsforsamlinger og evnen til at fordreje synet på folk. Blodets ønske om at adskille tvillingerne efter deres køn sætter Sunias og Wulfs særlige bånd på prøve, især da de begge to besidder evner som går imod Blodets regelsæt: Wulf er eksempelvis god til at tale sin sag og fordreje andres syn, mens Sunia er et naturtalent med et sværd. Men at modsætte sig kønsbestemte forventninger var imidlertid ikke nok for Anders’ karakterer. Han ønskede hverken for Sunia eller Wulf at de bare skulle gøre oprør mod Blodets normsæt – de skulle også finde hver deres identitet.

“Ondvinter” – den første bog i serien.

”I den første bog er oprøret forholdsvis simpelt, forstået sådan at man nægter at acceptere traditionerne,” fortæller Anders. ”Men med især bog 3 og 4 går Sunia og Wulf skridtet videre. De opdager at det ikke er nok kun at handle i modsætning til omverdenens forventninger for så er samfundet stadig med til at definere hvem man er. Målet er snarere at opnå en slags emergens, en selvindsigt hvilket kan være farligt, men som også kan tildele én styrke hvis man gør sig bevidst om denne åbenbaring – at det er muligt at få sit eget jeg, sin helt egen fortælling.”

For hvert bind i serien møder Sunia og Wulf forskellige væsener og magiske naturfænomener der enten tilbyder dem hjælp eller truer med at slå dem ihjel: Vætter kan tale og spå om fremtiden, den lunefulde og frygtelige Bøsen kræver menneskeofring til gengæld for tjenester, bulbidere kaster med isnende vinde som var de skarpe leer, og hver gang en gruppe alliker nærmer sig, skal man tage sig i agt for de stumme galgemænd som henretter folk med løkker og røde fakler. De mange væsener er på hver deres måde knyttet til den natur de befolker, og deres tilblivelse skal findes i folklore og eventyrfortællinger fra det 17. og 18. århundrede som Anders har været stærkt inspireret af: ”Jeg elsker svenske og nordiske landsbyhistorier, som man dengang underholdt sig med omkring lejrbålet. I Fortællingen om Blodet ville jeg skabe en verden med lignende, gamle fortællinger, men hvor også virkeligheden bag dem blev taget alvorligt og medvirkede til personernes og plottets fremgang. På den måde forsøgte jeg at tildele fortællingerne et dybere, mere religiøst og episk-mytisk antræk ved at lade dem optræde på deres egne præmisser i stedet for at gøre dem til mytologier der forudbestemte universet.”

Et udpluk af Anders’ illustrationer i serien.

Anders’ målsætning blev også afgørende for seriens stednavne og Blodets ældgamle sprog. Frem for at tage afsæt i velkendte islandske sagaer og nordiske heltesagn læste han gamle bøger om samerne og om svensk flora og fauna, og hvad angår Blodets sprog benyttede han sig af gotiske ord der for længst er uddøde, men som ikke desto mindre er grundsten for mange indoeuropæiske sprog – fra svensk til serbokroatisk. Dermed kunne han fremskrive et univers som byggede på oldgamle fortællinger der gik forud for norrøne mytologier, og som havde rødder i ikke kun Skandinavien, men et langt ældre Nordeuropa, formet af huleindgraveringer og store folkevandringer.

Anders fik de første spæde idéer til Fortællingen om Blodet gennem bordrollespil, og selv om han var opsat på at skrive klassisk fantasy med alle dets kendetegn og klichéer, ville han også skabe noget anderledes: ”Meget fantasy står i skyggen af Tolkien som baserede sit univers på angelsaksiske kilder, keltisk mytologi og en mellemeuropæisk, britisk middelalder. Jeg holder af denne form for fantasy, men jeg ville også vise min læser at fantasy kan optræde på en nordisk måde.” I Fortællingen om Blodet viser de nordiske træk sig i universets skandinaviske miljø, dyre- og planteliv og ikke mindst i Anders’ inspirationen fra samerne og den nordeuropæiske oldtid. Hvad der også er anderledes i Anders’ fantasyserie, er skurken som er diffus og omskiftelig. På trods af nådesløse galgemænd og uhyggelige kuldegenfærd udgør Kulden, thata Frius, den største trussel for Sunia og Wulf, for Blodets slægt og alt levende. Kulden er en usynlig kraft som i sin tid dehumaniserede Blodets befolkning i Imperiet, og som kan fastfryse alle og enhver i en stilstand så al livslyst forsvinder. Men som Anders også understreger, så er Kulden ikke ensbetydende med at der et klart skel mellem fortællingens skurke og helte:

”Især i bog 1 og 2 er der en fælles konsensus blandt Blodets folk at Kulden er en ond ting – men jeg bruger aldrig det ord i bøgerne. Kulden er mere nuanceret end som så ligesom Sunias og Wulfs kønsroller der går på kryds og på tværs af hinanden og aldrig fastlåses. Serien handler dermed ikke om det gode vs. det onde, men snarere om en udveksling mellem flere parter, om emergens og om vigtigheden af at finde sin egen plads i historien, hvilket næsten grænser til en metafortælling. Jeg tror at sådan et særligt rum er kendetegnende for fantasygenren fordi den med sin magi muliggør en forhandling mellem forskellige roller og derigennem lader forfatteren og læseren gentænke bogens univers igen og igen.”

Fjerde og sidste bind “Frostskumring” udkom i år på dansk.

På nuværende tidspunkt arbejder Anders på andre projekter, herunder en eksperimenterende gyser og en anden fantasyroman for et lidt yngre publikum. Han har imidlertid ikke de store planer om at vende tilbage til Fortællingen om Blodets univers selv om det ville være oplagt med en eller flere forhistorier om f.eks. Imperiet, Blodets folkevandring og Kejsermordet som Sunia og Wulf kun hører om gennem gamle historier. Men Anders fastholder at han hellere vil overlade sådanne forhistorier til læserens fantasi. ”Som forfatter vil jeg helst ikke servere alt. Jeg vil hellere sørge for at fantasyuniverset beholder sin mystik, idet læseren får lov til at udfylde fortællingens ’huller’ på sin helt egen måde.” Anders’ svar kan måske vække ærgrelse hos læsere, der føler et stort savn efter at have læst Fortællingen om Blodet og dens hav af forskellige synsvinkler og nuancerede køns- og skurkeroller. Men med Anders’ ord in mente står det frit for læseren at udfylde romanernes ’huller’ og forhistorier med sine egne idéer, og ligesom årstidernes skiften går Fortællingen om Blodet dermed aldrig helt i stå.