De fleste af os er vokset op med de klassiske analysemodeller fra dansk som berettermodellen og aktantmodellen. Mange kender også den klassiske opskrift på dannelsesromanen, omend nogle kalder den noget andet.
Dannelsesromanen udmærker sig først og fremmest ved sin genkendelige form, hvor hovedpersonen starter i trygge rammer, men bliver nødsaget til at drage ud i verden, møde dens konflikter for til sidst af finde hjem igen med en helstøbt identitet og en fornyet indsigt. Denne opbygning af historien kendetegner sig ved Hjemme-ude-hjem-modellen der oftest er blevet brugt til at beskrive fortællinger fra Romantikken.
Senere kom udviklingsromanen til i form af naturalismens barske realiteter. Her er modellen skåret til, og individet kommer ikke umiddelbart i harmoni med sig selv og omverdenen igen. Her handler det om individets konflikt og affindelse med eller forkastelse af arv og miljø. Således hedder skabelonen blot Hjemme-ude eller, som nogen ynder at kalde den, Hjemme-hjemløs. Skabelonen er dog oftest brugt konfronterende af kulturradikale og tidligere af forfattere under Det Moderne Gennembrud.
Dannelsesromanen derimod er en undergenre der går igen inden for fantasylitteraturen, hvor unge hovedpersoner desperat forsøger at finde deres plads i samfundet. Harry Potter må således først finde sit hjem på Hogwarts, beskytte det og slå ihjel for det for til sidst at kunne leve et fredeligt liv i troldmandsverdenen og Eragon og dragen Saphira må i Christopher Paolinis Arven-serie finde styrken sammen til at modnes hurtigt fra barn til voksen i deres fælles kamp for overlevelse. Eragon er ligesom Harry Potter også en dreng fra simple kår, der pludselig finder ud af, at han er bestemt til noget langt større – i Harry Potters tilfælde livet som troldmand og i Eragons livet som dragerytter. Hos begge er der også en del tvivl at spore undervejs, og ofte er det ikke den ydre kamp der er den hårdeste at kæmpe, men den indre med sig selv og de dæmoner der bor der. Alligevel skærpes historierne altid til i deres alvor, og mens temaerne og de ydre skildringer synes langt mere voksne end tidligere, bliver historiens hovedpersonerne det også, ofte af nød. Således tvinges de ud i uvante, barske problematikker der tvinger dem til at tage stilling og parti akkurat som vi kender det fra vores verden, hvor den gyngende grund ofte gør et stærkere menneske i sidste ende.
Ingen kommentarer